Skal velfærd leveres af det offentlige eller af private? 

Vibeke Dalsgaard
Vibeke Dalsgaard
Print Friendly, PDF & Email

Af Vibeke Dalsgaard Spidskandidat KV21 for det Radikale Venstre Jammerbugt 

Skal velfærd leveres af det offentlige eller af private? 

Det spørgsmål har jeg ofte mødt i mit politiske liv og jeg har i grunden som socialliberal altid syntes, at det var fuldstændig irrelevant at spørge sådan. Lad os i stedet spørge: Får borgerne de ydelser, de har krav på af en god kvalitet til en pris, som fællesskabet kan honorere?

Hvis vi kan besvare dette spørgsmål bekræftende, så er det – for mig i hvert fald – fuldstændig underordnet hvem der yder den pågældende service. Vi har også en meget hæderkronet tradition for f.eks. en velfungerende folkeskole og frie, private skoler, som eksisterer glimrende side om side. 

Lige nu er der åbenbart fra regeringen og også mit eget parti kig på de privatejede daginstitutioner. Dem har vi en del af i Jammerbugt kommune og har haft i mange år. Det giver mig som kandidat til kommunalbestyrelsen i Jammerbugt kommune en udfordring fordi jeg simpelthen ikke kan forstå hvorfor. 

Tror vores landspolitikere, at ejeren af en lille vuggestue render med hele det kommunale tilskud? Eller er man usikker på om de privatejede institutioner ikke behandler børnene ordentligt? Begge dele føres der allerede nu tilsyn med fra Jammerbugt kommune og jeg er også ret sikker på, at forældrene ville reagere hurtigt, hvis de oplevede en dårlig service og pædagogik fra institutionens side. 

Jeg har haft den fornøjelse at være løs vikar i Mariehønen i Pandrup. Bedre tilbud til små børn kan jeg ikke forestille mig. 

Det er ikke nogen guldgrube at være ejer at en privat daginstitution, så vi kan selvfølgelig spørge os selv om hvorfor de gør det? Det gør de fordi arbejdet giver mening og er værd at stå op til hver dag. Rent økonomisk har de selvfølgelig også en forventning om at kunne realisere deres investering når de engang giver faklen videre til en ny ejer. Det kan de så ikke hvis de foreslåede regeringsændringer træder i kraft.  

Så jeg har faktisk brug for, at nogen fortæller mig, hvorfor man ønsker at regulere et område, som fungerer godt. Indtil det melder jeg mig under fanen for bevarelse af vores privatejede daginstitutioner. 

1 KOMMENTAR

  1. Spørgsmål til kommunalvalgskandidater fra Socialdemokratiet, SF, Enhedsliste, Alternativet og Radikale Venstre :
    Vi ved, at vi får brug for flere daginstitutionspladser i den kommende periode. Vi ved også, at mange forældre gerne vil have mulighed for at vælge nogle af de små ikke-kommunale dagtilbud. De skal jo overholde de samme regler, og de får tilskud og tilsyn fuldstændig ligesom de kommunale dagtilbud.

    Vil du sikre, at vi også fremover kan få glæde af de små selvejende og private dagtilbud?

    o Regeringen lægger op til at forbyde etablering af nye ikke-kommunale dagtilbud ved i praksis at gøre det umuligt for små iværksætterprojekter, eller forældre der vil gå sammen om at oprette dagtilbud.
    Hvad vil det betyde for vores kommune, hvis det bliver umuligt for private dagtilbud og pasningsordninger at etablere sig fremover? Hvad hvis vi får flere børn end der er mulighed for at lave kommunale dagtilbud til, fx pga anlægsloftet?

    o Har det værdi for dig, at vores kommune sikrer mulighed for, at forældre kan træffe et frit valg mellem forskellige pasningsmuligheder til deres børn? (Både i forhold til forskellige institutionsstørrelser, forskellige profiler, private pasningsordninger mv.)

    o Vil du arbejde for, at Regeringens planer om at forbyde private daginstitutioner ændres, så vi fortsat her i kommunen kan få glæde af Nørhalne Vuggestue, Biersted bondegårdsvuggestuen, Tumlingen Aabybro, Landlykke Aabybro, Børnenes Univers Aabybro, Brumbassen Idrætsvuggestue og børnehave Pandrup, Mariehønen Pandrup, Solstrålen Pandrup, Troldehuset Arentsminde og Bamsehuset Brovst?

    o Hvordan vil du bidrage til, at forældrene også fremover kan vælge den type pasning som passer til deres barn? Vil du fx sikre
     Gennemsigtighed i hvordan tilskud til de ikke-kommunale dagtilbud beregnes
     Ordentlige tilskud til de ikke-kommunale dagtilbud, sådan at børnene der får samme tilskud pr. barn som i de kommunale tilbud?
     Formidling af alle kommunens dagtilbud til borgerne (fx på kommunens hjemmeside) – også de små selvejende og private dagtilbud?

    Regeringens aftale fra 11. oktober 2021 om fremtidige rammer for private dagtilbud.
    På Christiansborg støtter S, SF, EL, R og AL op om aftalen. Men prøv at få de lokale politikere fra disse partier til at tage op med deres kolleger på Christiansborg, om den aftale nu også er så god en idé ude i virkeligheden

    Mvh Ulla Christensen Ejer af privatinstitutionen Vuggestuen Bamsehuset Brovst

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn