Har du brug for hjælp til indkøb, hundeluftning eller måske rengøring? Så kan Kræftens Bekæmpelses app ’Sammenholdet’ hjælpe med koordinering og information. Det gælder hvad enten du er kræftpatient, i karantæne eller på anden vis har brug for at række hånden ud til dit netværk i en svær tid.
– For rigtig mange danskere er hverdagen i disse dage sat på standby, og overskuddet til praktiske gøremål kan være meget lille. Heldigvis har flere af os en omgangskreds, der gerne vil hjælpe. Men man ved måske ikke præcis, hvordan man bedst hjælper eller med hvad – her vil vi klart anbefaler, at man benytter sig af et værktøj som Sammenholdet, siger Marie Lawætz, der er chef for Kræftlinjen og digitale fællesskaber i Kræftens Bekæmpelse.
Information og koordinering
I appen kan patienter oprette en profil, eller pårørende kan oprette en profil på vegne af den, der har brug for hjælp. Når profilen er oprettet, inviterer man netværket ind, hvorefter man kan udbyde forskellige opgaver.
– Appen tjener overordnet to formål. For det første kan den bruges til at holde netværket orienteret om, hvordan man har det, og hvordan det går i ens forløb. For det andet kan den bruges til at udbyde konkrete opgaver. Eksempelvis hjælp til at gå med hunden, passe børnene, køre til sygehuset eller hjælp til at gøre rent, forklarer Marie Lawætz i pressemeddelelsen fra Kræftens Bekæmpelse.
Nogle vælger også at oprette Facebookgrupper til at holde netværket orienteret, men fordelen med appen er, at ens data her er beskyttede.
Omkring 10.000 danskere bruger i øjeblikket appen, som kan downloades gratis, der hvor du henter apps. Den kan benyttes af både kræftpatienter og andre, der har brug for hjælp eks. fordi de har andre alvorlige sygdomme eller er i karantæne.