Børnenes Ballade Dag i Blokhus
I morgen lørdag den 19. april bliver Blokhus Torv centrum for ballade i børnehøjde, når en lang række sjove, kreative og actionfyldte oplevelser venter på hele familien som en del af Blokhus Påskefestival.
Kreative påskeværkstede og nuttede kyllinger
Dagen igennem – fra kl. 11.00 til 16.00 – kan børn og voksne sammen give fantasien frit spil i teltet på Blokhus Torv. Her kan man male farverige påskeæg, dekorere med decoupage og prøve kræfter med maleri efter tal, mens de frivillige fra Team Blokhus står klar til at assistere. Imens de kreative projekter tørrer, kan man lægge vejen forbi de søde påskekyllinger, som basker med vingerne i teltet mellem kl. 11.30 og 13.00 – og hvis man sidder stille nok, får man måske lov at nusse en af de bløde, dagsgamle kyllinger, der selvfølgelig er under opsyn og holdes varme med lamper. Efter eventet flytter de små kyllinger ud på en nærliggende økologisk gård, hvor de får lov at vokse op i trygge omgivelser.
Skattejagt og blå blink på torvet
Også uden for teltet summer torvet af liv, når børnene sendes på påskeskattejagt efter de forsvundne kyllinger, der har gemt sig rundt omkring. Når man har fundet dem alle, gælder det om at udpege den kylling, som ikke hører til i hønemors kuld – og så er man med i lodtrækningen om en sød præmie. Imens jagten står på, rykker både brandbil og politibil ind på torvet og forvandler området til en actionfyldt zone. Fra kl. 11.00 til 13.00 stiller Falck Pandrup og Nordjyllands Beredskab med en stor brandbil og tankvogn, og de seje brandfolk demonstrerer deres arbejde og viser udstyret frem. Samtidig står en betjent fra Nordjyllands Politi klar til at tage imod nysgerrige spørgsmål og lade børnene prøve at sidde bag rattet i en ægte patruljebil. En oplevelse, der med garanti vil få både store og små til at spærre øjnene op. Aktiviteterne er gratis, men med forbehold for aflysning, hvis beredskabet eller politiet bliver kaldt ud.
Frieserheste og flot show
Midt på dagen – kl. 13.00 – får børn og barnlige sjæle mulighed for at møde de majestætiske frieserheste, når de besøger torvet og stiller sig til skue for nysgerrige hænder og beundrende blikke. Kort efter rider de videre til Mølleplads, hvor de opfører et stemningsfuldt show til musik – en imponerende opvisning, der kombinerer kraft, ynde og samarbejde mellem hest og rytter.
Sjip i verdensklasse
Dagen afrundes med et energifyldt højdepunkt, når Gug Rope Skipping Juniorhold tager scenen kl. 14.30. I et hæsblæsende show viser de deres imponerende tricks, flips og lynhurtige fodarbejde, som har bragt dem til tops ved både nationale og internationale konkurrencer. Og lige efter opvisningen – fra kl. 14.45 til 15.45 – inviterer de til workshop, hvor alle kan være med, uanset erfaring. Her får børn og unge mulighed for selv at hoppe med og lære seje tricks af de dygtige sjippere. Det kræver ingen tilmelding – man møder bare op og hopper med.