Områdefornyelse i Fjerritslev påbegyndes

Projektskitse af fornyelsen af Nørregade/Bryggerhaven i Fjerritslev. Foto: Jammerbugt Kommune.
Print Friendly, PDF & Email

Nu fortsætter etableringsfasen på de næste to hotspots i Fjerritslev – Nørregade/Bryggerhaven og Torvet. Anlægsarbejdet forventes at blive sat i gang i Nørregade/Bryggerhaven her i ugerne efter påsken, oplyser Jammerbugt Kommune.

I den sydlige del af Nørregade kommer der til at være en flisebelagt sti med et lege-element ved den sydlige indgang. Parkeringspladsen bag ved Bryggergården laves om til en byhave med humlestænger, humlehule og borde-bænkesæt. Torvet foran Bryggergården får også et andet udtryk med ændret hegning og belysning.


Efterhånden som arbejdet skrider frem, fortsætter arbejdet med Torvet. Her bliver etableret et lege-element, ny scene, delvise overdækninger og nye plantekummer mod kroen.

Projektskitse af fornyelsen af Torvet i Fjerritslev. Foto: Jammerbugt Kommune.

Når Nørregade/Bryggerhaven og Torvet er ved at være færdige, fortsætter anlægsarbejdet i Skolehaven ved den sydlige del af Fjerritslev Skole. Her bliver der etableret bl.a. overdækket udeundervisningsrum og et hæng-ud-område i tilknytning til skaterbanen. 

Til sidst bliver der etableret en service-station ved hallen til cykelturister. Dette arbejde bliver koordineret med hallens øvrige udvidelsesplaner, som ikke er en del af områdefornyelsesprojektet.

”Det bliver godt for byen at komme videre med de næste faser af områdefornyelsen. Det færdige resultat bliver til glæde for både byens borgere og de mange besøgende i byen, herunder handlende og turister”, siger Borgmester Mogens Christen Gade i en pressemeddelelse fra kommunen.

Den første etape af områdefornyelsen har et budget på ca. 6,5 mio. kr. Anden etape, der forventes gennemført i 2021-2022, har et budget på ca. 5,3 mio. Anden etape omfatter trafiksikre løsninger ved Sandagervej og Brøndumvej. Samlet set har områdefornyelsen et budget på 11,85 mio. kr. Fornyelsen forventes afsluttet ultimo 2022.