Naturstyrelsen: Gå på opdagelse i de mindre kendte naturperler

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Danskerne strømmer ud i naturen i så stort antal, at der nu er indført ensretning på flere populære steder. Naturstyrelsen opfordrer folk til at gå på opdagelse i nogle af de mange mindre kendte naturområder rundt omkring i Danmark.

Et af de populære steder er Møns Klint, hvor Naturstyrelsen har travlt med at sætte nye skilte op med ensretning. De skal hjælpe gæsterne den rigtige vej rundt på den populære klint.


Billedet er det samme flere steder i landet
Det er typisk på de kendte naturperler og i de bynære naturområder, at danskerne møder mange andre besøgende. Derfor opfordrer Naturstyrelsen nu til, at man tænker i alternative steder, når man vil ud i naturen, for der er plads til alle i naturen og masser af oplevelser på de knap så kendte steder.

”Vi oplever en markant øget interesse for at komme ud i naturen for tiden, men de besøgende har det med at stimle sammen på de kendte steder, eksempelvis ved Rubjerg Knude Fyr, Jægersborg dyrehave og her på Møns Klint. Derfor vil Naturstyrelsen gerne opfordre folk til at gå på opdagelse i nogle af de mindre kendte naturområder, og til det formål har vi netop lanceret en opdateret hjemmeside – udinaturen.dk. Her finder man masse forslag til steder og aktiviteter, man kan lave i naturen, siger Mads Jensen, der er kontorchef i Naturstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Naturstyrelsen opfordrer til, at man planlægger sin tur ud i naturen med den opdaterede hjemmeside: www.udinaturen.dk