Søstjernerne Blokhus, Kulturens Venner og Samrådet Destination Blokhus kan se frem til at modtage penge fra ”Sol og Strands lokale håndsrækning”.
Det er anden gang, at virksomheden uddeler lokale støttekroner, og for bureauchef Emil Klastrup er det en glæde at kunne understøtte gode lokale projekter.
“Vi har fået adskillige positive tilkendegivelser på håndsrækningen, som er en anerkendelse af ildsjæle, der gør en forskel i lokalsamfundet,” siger Emil Klastrup, der er bureauchef hos Sol og Strand Feriehusudlejning, i en pressemeddelelse.
De tre foreninger søger om midler til følgende:
Samrådet Destination Blokhus søger om midler til belysning i de mørke måneder. I forvejen er der masser af lys i området i julemånederne men i samme øjeblik, at disse pilles ned, bliver der mørkt i lokalsamfundet, som stræber efter at blive en helårsdestination. Derfor ønsker Samrådet Destination Blokhhus at kunne lyse destinationen op frem til den første forårsmåned.
Søstjernerne Blokhus, som er en forening for vinterbadere, ønsker støtte til indkøb af en PVC-dug, der skal beklæde en betonklods, der er placeret på stranden for foden af byens vartegn ”Sømærket”. Betonklodsen er samlingssted for de morgenfriske vinterbadere, og tanken er, at dugen, der skal udstyres med Søstjernerne Blokhus’ logo, skal bruges i forbindelse med events på stranden.
Endvidere er Kulturens Venner i Blokhus udpeget, og herfra er ønsket midler til projekt ”BÆNK” – af ansøgningen fremgår det, at ”bænken”, der er symbolet på et stoppested i en travl hverdag, skal være rammen om en fælles kulturel identitet i Blokhus/Hune området”.
Den skal være et sted, hvor man blandt andet kan møde et andet menneske på tværs af alder, sociale skel og nationalitet, hvor man kan fortælle den gode historie og hylde fællesskabet, fordybe og hvile sig. Ideen er at renovere allerede eksisterende bænke eller producere nye bænke der i både materialer, udsmykning og design er af høj kvalitet. Bænkene skal designes og udsmykkes af kommunens kunstnere og andre aktører. Håbet er, at projektet kan være med til at brande området og også være til glæde for såvel gæster som fastboende.
De tre kandidater skal nu producere en video, som fortæller om projektet. Herefter får husejerne mulighed for at afgive deres stemme, og i april afsløres det, hvordan puljen på i alt 50.000 kroner fordeles mellem de tre kandidater.
“Det projekt der høster flest stemmer fra husejerne får størstedelen af pengene. Heldigvis er der ingen, der går tomhændede herfra, idet alle tre nominerede får del i pengene,” siger Emil Klastrup.