Novemberkunst 2023 blev åbnet

November Kunst Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Novemberkunst 2023 blev åbnet

På udstillingen, der holdes på Ingstrup Efterskole, kan du møde værker fra 22 kunstnere, der udstiller billedkunst, fotokunst, keramik og smykker for enhver smag.

Fernisering blev holdt i dag lørdag 11/11 kl. 11. Udstillingen blev åbnet af Helle Bak Andreasen, formand for Kultur- Fritids- og landdistriktsudvalget.

Udstillingen fortsætter i morgen søndag, hvor der også er Fri entré.

I sin åbningstale sagde udvalgsformanden:

Denne morgens mulighed
Vi har luft i vore lunger
Hænder, øjne, ører, tunger
Levende og glade unger
Denne morgens mulighed

Denne morgens kærlighed
Frugter af den fryd vi så’de
Alt blev givet os af nåde
Her er svar på livets gåde
Denne morgens kærlighed

Denne morgens mulighed
Hang du fast i glemte dage
I en fortid, som kan nage
Alt blir givet nyt tilbage
Denne morgens mulighed
Denne morgens mulighed

Tusind tak for invitationen til at komme til Ingstrup i dag – og tænk sig at ildsjæle gennem 32 år har formået at stå i spidsen for en flot november kunstudstilling –   det er da imponerende.

Og det er jo netop en udstilling, der formår at få os af sted, for her er altid noget at komme efter – et besøg værd med de skiftende kunstnere.  Det har netop været denne morgens mulighed. TAK. 

Tak fordi det betyder noget for Jammerbugt Kommune og det betyder noget for os mennesker generelt. Vi ville jo være fattige uden indtryk til vores liv. Og det er jo helt individuelt, hvor vi får vores indtryk fra – men det er jo beviseligt at gennem kunst og kultur – gennem fællesskaber der får man øget livskvalitet – så jo – det går vi efter i vores dejlige kommune. Det gør vi fordi kunst og kultur spiller en vigtig rolle i et lokalsamfund, fordi den jo netop bidrager til den store mangfoldighed, som vi hylder.

Vi vil gerne være Danmarks bedste fritidskommune og det på alle parametre. Vi skal nemlig huske på, at vi alle er forskellige og derfor er det forskellige indtryk, der beriger os. Og så har vi netop pligt til, at berige os med netop det, der giver os livskvalitet – om det er kunst og kultur eller fodbold – eller endda en kombi. Vi skal huske på, at der ikke kommer andre og lever vores liv. Det er måske en floskel – men vi har en pligt til at leve det liv, der er blevet givet os – både for en selv, vores familie og medmennesker generelt.

Ikke alle morgener er lige skønne – men vi skal huske på, at alle morgener har en mulighed. Nogen gange kan den mulighed synes lidt langt væk – men vi har alle pligt til at se en mulighed i netop vores egen morgen.

Men vi har også en pligt til at se på vores medmenneskers morgen. Det er jo ikke alle der kan se alle de muligheder, som livet byder os – og derfor skal vi – som er her i dag og som nok har overskuddet til det, netop huske at se på, hvordan vi også beriger andres liv – andres morgner. 

Jeg tror på, at det ikke altid er så meget der skal til – et venligt smil, et skulderklap – ja, en opmuntring der får os til at åbne øjnene for alle vores muligheder i livet. Det har vi et ansvar for – og det ansvar er forskelligt for hver enkelt af os. Og så skal vi faktisk også huske på, hvor privilegerede vi er, at kunne stå her i dag. En gruppe har stået bag og arrangeret det, kunstnere møder op – vi kan stå her i fred og frihed og må udstille lige hvad vi har på hjerte. Det skal vi huske på ikke er en selvfølge overalt i verden. Vi skal også huske på, at ingen værdier er kommet eller kommer af sig selv.

I en tid hvor værdier måske fylder mindre og mindre og mange følger med den evige nyhedsstrøm og tror på alt hvad AI fortæller en – ER der brug for rigtige værdier der skal forme os og netop give os livsværdier med i den rygsæk der hedder livet. Det er noget der er rigtigt og noget der er forkert og her har man pligt til at stå op for sine livsværdier. Og det er ligegyldigt om man er ni eller halvfems år. Og de værdier kan vi jo netop tage med os hjem i dag. 

Kunst er netop med til at forme os – sætte tanker i gang – både de umiddelbare indtryk og de tanker og indtryk, der lagrer sig.  Vi kan eks. tænke over – og sende en stor tak til de utrættelige frivillige, der står bag udstillingen. At det heller ikke kommer af sig selv. Det er der nemlig intet der gør. Vi har alle brug for værdier – vi har alle brug for indtryk – og vi har brug for hinanden. Det er jo blevet så nemt at finde håret i suppen over mange ting i vores samfund, men i stedet skal vi måske tænke over hvordan vi selv bidrager til at suppen bliver god og kraftig. Fordi vi har en pligt til at leve livet og se alle de muligheder, som en morgen giver os – hvor vi skal huske på at alt bliver givet os nyt tilbage.

Så dagens opsang – mit lille budskab er: Alle morgener har en mulighed – sørg for at nyde den – sørg for at give dig selv muligheden, men se også på hvordan du kan berige dit medmenneske – det kan vi nemlig alle – på en eller anden måde. Så lad os se muligheden i dag igennem fantastisk kunst, som vi skal lade os fylde af og lade os inspirere af, så vi husker på at alle morgener rent faktisk har en mulighed.

Endnu engang TAK til Novemberkunst for at berige os – tak for engagementet og udstillingen er nu erklæret for åben.

LÆS OGSÅ: Liv Lykke Mulvad-Knudsen og Maria Anne Appel fra Brovst er blevet kåret til Årets Ildsjæle 2023

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn