Læserbrev: Konservative holdt ord omkring NNP Tranum

Johnny Solberg (C) og Jørgen Ravn Christensen (C) Kommunalbestyrelsesmedlemmer i Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

AF Johnny Solberg og Jørgen Ravn Christensen – Det konservative Folkeparti
Medlemmer af Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune

Naturnationalparken i Tranum (NNP) var et stort emne i valgkampen til kommunalvalget, selvom mange mener dette slet ikke er et kommunalpolitisk anliggende. NNP Tranum har både før og efter valgkampen, været genstand for stor debat. Ikke så meget om vi ønsker mere natur, men mere om hvordan og om vi overhovedet ønsker hele området hegnet ind. 

På kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 17. februar var emnet igen på dagsordenen. Et enigt økonomiudvalg havde fremsat et brev til Miljøministeren. Et brev som skulle udtrykke bekymringen for den proces der har kørt og stadigvæk kører omkring NNP. Men udover brevet fra Økonomiudvalget, ville vi gerne ”trykprøve” Borgmesterens personlige holdning fra et brev, han sammen med 3 landbrugsorganisationer havde placeret i pressen lige efter at vi havde vedtaget et andet i Økonomiudvalget. Dette brev var meget skarpere i kritikken af projektet og stillede på forbilledlig vis skarpt på den bekymring, der er mange der har for projektet.  

Men da vi kom til afstemningen, stod det dog hurtigt klart, at hverken det oprindelige forslag fra Økonomiudvalget, eller Borgmesterens ”personlige brev ” havde store chancer.  Forslaget vi havde stillet, og som jo var en tro kopi af landboforeningerne og Borgmesterens klare holdning, blev nedstemt med 23 imod fire. Ja selv borgmesteren stemte imod hans eget brev og hans egen holdning – og gjorde det faktisk to gange uden at blinke. 

I stedet blev Socialdemokratiets ændringsforslag godkendt som indstillet.  Vi må erkende at socialdemokratiet, på blot få dage, fik omvendt Borgmesterens personlige holdning og det kan vi kun anerkende som flot politisk arbejde. 

Nu bliver der så sendt endnu et brev til Miljøministeren, sammen med forslaget fra Lokallisten, Nye Borgerlige og Konservative. En miljøminister må jo tænke sit, når hun med kun en uges mellemrum modtager to så forskellige meldinger fra vores kommune. 

Masser af andre kommuner har allerede sagt pænt nej tak til NNP i deres områder. Vi Konservative ønsker et stop i processen, så der bliver tid til et ordentligt gennemarbejdet projekt med flere løsningsmodeller end den ene som ligger i planerne nu. Vi er klare i vores holdning – Vi bør vise det politiske mod og ikke kun udtrykke vores bekymring for projektet i tynde politiske vendinger. På Bornholm, som jo er Miljøminister Lea Vermelin’s egen valgkreds, siger et flertal Nej-Tak til hegn rundt om den planlagte naturnationalpark. Tænk hvis vi havde samme politiske mod i Jammerbugt….. 

1 KOMMENTAR

  1. Ja, super indsats fra K i Jammerbugt Kommune. Vi er mere end 5.200 medlemmer i Facebook gruppen “Ja tak til natur NEJ TAK til indhegnet naturnationalpark Tranum” – blot trist at alle jeres partikolleger på Christiansborg, anført af Mona Juul støtter S-miljøminister Lea Wermelin og Susanne Zimmer fra De Frie Grønne i bestræbelserne på at ødelægge Danmarks natur og vores kulturarv i Tranum med forrsøg NNP og eksperimenter med rewilding og udsultning af dyr bag hegn.

    I stærk kontrast til jeres indsats her i kommunen, har vi så vores V-borgmester, der føjer Socialdemokraterne i kommunen, og som jeres partikolleger på Christiansborg, støtter S-miljøminister Lea Wermelin og Susanne Zimmer fra De Frie Grønne i bestræbelserne på at ødelægge Danmarks natur, og vores kulturarv i Tranum. V-borgmesterens lokale indsats, sammen med S, er i direkte modsætning til hans V-kolleger på Christiansborg, der arbejder hårdt landspolitisk, på at stoppe Socialdemokratiet i deres udrulning af forsøg med NNP og eksperimenter med rewilding og udsultning af dyr bag hegn – og ødelæggelse af vores natur og kulturarv!

    Sådant er politik ikke altid så indlysende, men tak til jer i Konservative, Lokallisten og Nye Borgerlige for jeres indsats – håber i fortsætter kampen for vores fornemme kulturarv med en unik Vestkystnatur 🙂

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn