Af Charlotte fra Balance i livet v/Charlotte Østerbæk
I fremtiden kan du møde Charlotte Østerbæk her i avisen. Hun dukker op en gang om måneden, hvor du kan læse hendes lille ”klumme”, hvor hun sætter ord på en tanke, et dilemma eller et spørgsmål fra dig?
Det er helt basalt, at vi som levende væsen, må indtage vand, mad, søvn og berøring… Vi må ha´ ilt til hjernen. Vi må kunne trække vejret ind og puste ud…. Ja, vi må trække vejret og vi må ”TRÆKKE VORES VÆRD”. For ja det er også helt fondementalt, at vi mennesker får opfyldt vores behov for at blive mødt og kærligt rummet.
Kender du også fornemmelsen af, ikke at blive mødt i dine følelser?
Som det sociale væsen du er, er jeg næsten sikker på, at du kender længslen efter at blive set, hørt og forstået?
Jeg er selv mor til den dejligste unge mand. Hos mig vil jeg mene, at han bliver set, hørt, forstået – at han bliver rummet. At han godt kender sig værd og at han må være den han er, blot fordi han er sig… SÅDAN ER DET, DET MESTE AF TIDEN…
Og nu kommer tilståelsen, hos mig sker det, at jeg lige…. Er midt i noget, når han tager kontakt og at jeg derfor kommer til, at svare i øst, når han spørger i vest… Jeg er heldig, fordi han ofte vil sige, ”MOOOOR, du hører ikke efter”… Men det sker også, at han trækker sig, gi`r op og sikkert tænker, så kan det også være lige meget… Det er i det øjeblik, at der er risiko for, at han ikke føler sig set, hørt og forstået.
Det sker også, at jeg kommer til at sige noget jeg ikke skulle ha` sagt. Det sker, at jeg kommer til at gøre noget, jeg ikke skulle have gjort. Men jeg gjorde mit bedste og kunne ikke andet i situationen.
Alle vi mennesker gør det bedste vi kan. Det er bare ikke altid, at det bedste vi kan, er godt nok!
Men hvis vi kan rumme vores egen utilstrækkelighed, anerkende at vi ikke er perfekte, at vi ikke kan gøre, alt det vi ville ønske vi kunne, så kan vi rumme os selv.
Det skaber plads til, at slutte fred med alt det, der er inde i os. Så kan vi stå med os selv, sammen med alle vores mindre kønne sider, dem vi ikke er stolte af. Men når vi står ved vores små ufuldkommene sider, så bliver vi mere åbne og mindre dømmende overfor os selv og andre mennesker.
Og når jeg står ved mig selv, får øje på min ufuldkommenhed, mærker i mit hjerte, i min mave, i mit system, at den handling jeg netop foretog, ikke var god nok, så har jeg mulighed for, at følge op på det som skete, i situationen og sikre mig, at min søn ikke efterlades i følelsen af svigt. Jeg kan tage ansvaret, vise at jeg er den voksne, kærlige mor og møde min søn i min ufuldkommenhed.
Når vi står ved os selv så spejler vores børn sig i os og når det lykkes viser vi dem noget meget vigtigt… Ufuldkommenhed er temmelig fuldkomment og ganske smukt, menneskeligt, kærligt og fint.
Har du styrke til, at stå ved dig selv og din ufuldkommenhed?
Har du modet og tilliden til, at det betaler sig at stå ved din egen sårbarhed?
Som krops- og psykoterapaut og som menneske, må jeg desværre erkende, at det ikke har været alle forundt at blive mødt kærligt i livet. Derfor bor der dybe smerter i mennesker som grundlæggende ikke er blevet set, hørt, forstået – rummet som de mennesker de er og var. Når vi tidligt i livet, har oplevet fundamentale svigt, følt os forladte, så findes der en vej igennem, det faktum at ”DET BEDSTE DE KUNNE” dem som mødte dig ukærligt, sådan helt grundlæggende ikke var godt nok.
Derfor kender du måske til knuden i maven, smerten i hjertet eller den dybe tomhed i kroppen?
I os mennesker lever der en længsel, et håb og en fundamental tillid til, at nogle griber os, når vi står frem, som den vi er. Så fat mod, ræk ud, gå med din længsel og oplev, at det betaler sig at blive set med kærlige øjne.
DU ER SÅ MEGET MERE, END DU SELV TROR!
Kærlig hilsen Krops- og psykoterapaut
Charlotte Østerbæk
