På baggrund af covid-19 situationen aflyser Jammerbugt Kommune de første fem etaper af Tour de Jammerbugt, dvs. alle etapeløb før sommerferien. Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
Det gælder etaperne: Slettestrand-Brovst, Brovst-Aabybro, Fjerritslev-Thorup Strand, Gjøl-Skovsgaard og Ingstrup-Pandrup.
”Det er dybt beklageligt, at vi er nødt til at aflyse dele af Tour de Jammerbugt. Men med regeringens udmelding om, at man fortsat ikke må mødes i større grupper, kan vi ikke se, det er muligt at nå at planlægge og afholde forårets løb. Derfor aflyser vi de fem løb inden sommerferien” fortæller formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.
Det er endnu uvist, om det kan lade sig gøre at afvikle alle de aflyste etapeløb efter sommerferien, eller om løbene må udskydes til 2021. Som udgangspunkt er det planen, at etaperne 6, 7 og 8 afvikles som planlagt efter sommerferien. Samtidig forsøger Jammerbugt Kommune at afholde yderligere en etape efter sommerferien.
”Vi ved, at mange deltagere havde glædet sig til at deltage i touren – enten i løb, i gang, på cykel, MTB eller inliner, og vi ved også, at de mange frivillige ude i lokalområderne havde glædet sig til at tage imod de mange deltagere. Derfor er der formentlig også mange, der er ærgerlige over aflysningerne. Ligesom jeg selv er,” siger Helle Bak Andreasen.
Tilmeldte deltagere til de aflyste etaper får refunderet deres billet og eventuelle tilkøb. Jammerbugt Kommune opfordrer alle til at følge Facebook-gruppen ”Tour de Jammerbugt”, hvor nyeste information vedr. løbene bliver opdateret.