Familien Ravn rykkede fra Aalborg til Saltum

Print Friendly, PDF & Email

Da Familien Ravn en forårsdag i 2018 besøgte Saltum, havde de egentlig ikke planer om at flytte fra Aalborg. Men på en gåtur kom de forbi en byggegrund, og så begyndte drømmen om et familieliv i Saltum at spire.

De kunne se mulighederne for en dagligdag med mere plads og luft – lige midt i naturen.


Familien Ravn, der består af ægteparret Thomas og Tanja og deres to børn Storm på 1½ år og Summer på 4 år, gjorde drøm til virkelighed. De flyttede til Saltum, godt nok ikke til den grund, der startede det hele. Men i et hus.

Her har familien nu deres hverdagsliv. Thomas er folkeskolelærer i Nørresundby, og Tanja er socialrådgiver i Brovst, så begge har kort til arbejde – og de har familie både i Pandrup og Løkken, så de er også tæt på, når børnene skal passes. 


Skeptisk over for at flytte fra storbyen
Tanja Ravn var alligevel noget tilbageholdende i forhold til at flytte fra Aalborg. Men efter de faldt til, har hun og resten af familien ikke et sekund fortrudt deres valg.

Familien blev da også budt velkommen med blomster fra naboerne, og kort efter fik de en indbydelse til sommerfest på vejen.

”Vi følte os virkelig velkommen og faldt hurtigt til, og så er det rigtig dejligt, at der er flere børn tæt på, som børnene kan lege med”, udtaler Tanja i en pressemeddelelse fra Jammerbugt Kommune.


Alt er samlet på et sted
I fritiden nyder familien Ravn de mange outdoormuligheder, Saltum byder på. Specielt er de glade for det rekreative multiområde ved Nols sø og Nols hytten, hvor hele familien samles, når der skal holdes fødselsdag. Søen og hytten ligger i forlængelse af Saltum Udeskole, børnehaven, vuggestuen, SFO’en, KFUM spejderne, idrætsforeningen, klubhuset, stadionet og hallen. Så alt er samlet et sted.

Den korte afstand til Vesterhavet og ikke mindst til Fårup Sommerland, sætter familien også stor pris på, her kan de nemt cykle til.


Der er ikke langt fra tanke til handling
Men familien fandt ikke alt i Saltum. De savnede et motorikhold til deres mindre børn. Det foreslog familien at starte op, og med opbakning fra lokalsamfundet fik de hurtigt stablet et hold på benene. I dag går 13 børn på holdet i alderen 3-5 år.

”Det er virkelig skønt, at vi kan have indflydelse på tingene. Samtidig oplever vi, at der ikke er langt fra tanke til handling – det kan jeg godt lide. Man er jo selv ansvarlig for, at der sker noget, så vi byder ind”, fortæller Thomas.

Udover at være gymnastiktræner på motorikholdet, er Thomas også med i Torveudvalget og skolebestyrelsen.