ForsideJammerbugtBørn med coronasmittede i husstanden skal alligevel ikke møde i skole

Børn med coronasmittede i husstanden skal alligevel ikke møde i skole

Børn med coronasmittede i familien skal alligevel ikke møde i skole. Det besluttede regeringen mandag aften.

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer står der ellers, at man gerne må komme i skole, selvom man bor i husstand med en person, som er smittet med corona-virus.


I går meldte flere større kommuner ud, at man trodser retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og anbefaler, at børn skal blive hjemme, hvis der er personer i husstanden, som er smittet med corona-virus. Dette indtil hele husstanden er symptomfri i 48 timer.

Det siger Sundhedsstyrelsens retningslinjer om skolegang
Det anbefales, at personer med påvist Covid-19 i så høj grad som muligt isolerer sig i hjemmet væk fra andre i hustanden og ikke har fysisk kontakt med personer i hjemmet, jf. generelle råd til dig, der har tegn på sygdom.

Hvis man bor i husstand med en person med påvist Covid-19, må man gerne komme i skole eller på arbejde. Der opfordres dog til, at man i sådanne tilfælde er særligt opmærksom på at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd samt være særligt opmærksom på symptomer på sygdom og blive hjemme, hvis man får symptomer. Personer, der forlader husstanden, skal vaske hænder lige inden hjemmet forlades.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.


De retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ændres nu, oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

– Mange har været usikre på, om der er taget de rette forholdsregler, når skolerne og dagtilbud igen åbner på onsdag, siger Magnus Heunicke.

– Det gælder særligt spørgsmålet, om børn skal møde i dagtilbuddet eller skolen, hvis en i hjemmet er smittet med Covid-19. Den usikkerhed tager regeringen nu konsekvensen af.

– Der gælder en række strenge krav til rengøring, hygiejne og selvisolation, når der er coronasmittede i hjemmet. Det kan være rigtigt svært netop for familier med mindre børn, og vi har forståelse for, at der er mange, der er utrygge ved den situation.

– Derfor har vi i regeringen ud fra et forsigtighedsprincip truffet den beslutning, at børn, der bor i husstand med en person, der er coronasmittet, ikke skal møde i skole eller dagtilbud, siger sundhedsministeren.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER