Er du sundhedsuddannet eller i gang med at blive det, og har du mulighed for at tilbyde din hjælp i kampen mod corona, så kan du tilmelde dig Jammerbugt Kommunes corona-jobbank.
“Vi forventer at vi får brug for ekstra hænder til vores social- og sundhedsområde pga. den aktuelle situation med coronavirus. Er du studerende eller uddannet sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper, socialpædagog eller anden relevant uddannelse kan du tilmelde dig vores jobbank, hvis du vil tilbyde dig hjælp,” skriver Jammerbugt Kommune på deres hjemmeside.
Kommunen hører også gerne fra dig, hvis du er gået på pension, eller har søgt væk fra dit fag af andre årsager.
Jammerbugt Kommune modtager ansøgere løbende, og kontakter dig, når de får brug for netop din hjælp.
Du får løn efter gældende overenskomst.
Vær opmærksom på at sikre hos din a-kasse og pensionskasse om lønnet arbejde kan påvirke din efterløn eller pension.