Somme tider går vi og glæder os til at tage på ferie i andre lande, hvilket især gør sig gældende her i forårsmånederne, hvor det gode vejr melder sig. At drømme sig til varme lande eller andre spændende kulturer er ikke noget, man nødvendigvis skal rejse for at opleve – sidste fredag d. 8. april afholdt Kulturforeningen Tinghuset arrangementet Fransk aften, som netop kunne give afløb for rejsefeberen med skøn musik, sang og fortællinger i franske toner.
Der var fuldt hus i Tinghuset sidste fredag, da der var gensyn med både Emir Bosnjak og Claude Chichon, der underholdt publikum med musiske toner fra Paris. – Vi havde en fantastisk aften, fortæller Ulla Mølbæk, der var tovholder for arrangementet. Der blev i løbet af aftenen også serveret en let fransk anretning, som kunne nydes under koncerten.
Emir Bosnjak underholdt med sin harmonika, mens Claude i ægte fransk troubadour-stil fortalte historier, sang og spillede på klaver. Gæsterne hørte blandt andre de mange kendte viser, som blev sunget af Edith Piaf, Yves Montand, Charles Aznavour, Charles Trenet og Jacques Brel.
Arrangementet var en stor succes, hvor den franske stemning var tydelig at mærke. – Vi følte, at vi befandt os på en café i Paris, fortæller Ulla Mølbæk, der var meget begejstret for arrangementet.