Danske sommerhuse vokser i størrelse og antal gæster per besøg

Foto: DanCenter
Print Friendly, PDF & Email

Danske sommerhuse vokser i størrelse og antal gæster per besøg

Antallet af danske sommerhuse på 100 kvadratmeter og derover er stigende, viser tal fra Danmarks Statistisk. Det er dog ikke kun sommerhusene, der har vokseværk, lyder det fra et af landets største udlejningsbureauer DanCenter. Det samme gælder antallet af gæster per booking, som ligeledes er stigende.

Vi vil have plads til store armbevægelser og mange gæster i vores sommerhus. Det tyder det i hvert fald på, når man kigger på de seneste tal fra Danmarks Statistik, der viser, at antallet af danske sommerhuse på 100 kvadratmeter og derover er steget med 40 procent siden 2010, mens antallet af sommerhuse mindre end 100 kvadratmeter til sammenligning er faldet med 3 procent i samme periode.

Det er dog ikke kun de danske sommerhuse, der vokser i størrelse. Ifølge feriehusudlejeren DanCenter, som har mere end 5.900 sommerhuse i sin fold i Danmark, så har antallet af besøgende per sommerhusbooking også vokseværk. Sidste år var der i gennemsnit 9 personer per sommerhusbooking, mens det i år er vokset til 13 personer per booking svarende til en stigning på mere end 40 procent. Det tyder således på, at gæsterne i det danske ferieland i stigende grad ynder at drage afsted i samlet flok, lyder det fra service- og driftschef hos DanCenter, Kaye Rosengaard:

– Vi kan se på tværs af sommerhusejere- såvel som lejere, at der i dag lægges stor vægt på plads, men også komfort. De store sommerhuse er ofte enten nybyggede eller renoverede og er derfor typisk udstyret med moderne faciliteter, så som bedre opvarmning, vaskemaskine mm., siger hun og fortsætter:

– Udviklingen understreger ligeledes, hvordan sommerhuse har udviklet sig fra at være sommerboliger, hvor familien inden for den enkelte husstand typisk tilbragte sommerferien, til i dag at være en bolig, der kan benyttes hele året rundt, og hvor man kan invitere familie og venner med.  

Størrelsen på et sommerhus har også indflydelse på lejeindtægten, så et stort sommerhus på eksempelvis over 100 kvadratmeter kaster typisk også en større økonomisk gulerod af sig end et mindre sommerhus med lignende placering og kvalitet. Også for lejer kan der være penge at spare ved at leje et større sommerhus, da der oftest også vil være flere gæster at dele lejen ud på, fortæller Kaye Rosengaard:

– Deler man lejeprisen på et sommerhus ud på flere hoveder eller familier, falder prisen hurtigt på at leje sommerhus. Det er formentligt også en af årsagerne bag udviklingen, da mange ferielystne gæster ser en billigere mulighed for at komme i sommerhus ved at tage afsted sammen med flere familier ad gangen, fortæller hun slutteligt.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn