ForsideJammerbugtTilmelding åben: Tour de Jammerbugt klar med årets etaper

Tilmelding åben: Tour de Jammerbugt klar med årets etaper

Print Friendly, PDF & Email

Tilmelding åben: Tour de Jammerbugt klar med årets etaper

Starten går i Brovst, Øland, Saltum og Thorup-Klim, når dette års Tour de Jammerbugt om få måneder skydes i gang.

Jammerbugt Kommunes populære motionsløb, Tour de Jammerbugt, vender tilbage denne sommer med spændende nye etapebyer og datoer. Konceptet, der fokuserer på fællesskab, bevægelse og lokalt ejerskab, gentages med flere arrangementer i forskellige byer.

Igen i år er Sparekassen Danmark sponsor og i fællesskab med Jammerbugt Kommune afvikles der i år fire etaper på fire forskellige lokationer i kommunen.

I år er Brovst (d.12. juni), Øland (d. 23. juni), Saltum (d. 24. juli) og Thorup-Klim (d.15. august) vært for hver deres etape af Tour de Jammerbugt, med fælles opstart, flere ruter at vælge imellem, forfriskninger undervejs og en fælles afslutning.

Lokale ildsjæle og foreninger står bag planlægningen og afviklingen af arrangementerne, mens kommunen stiller det nødvendige udstyr til rådighed.

“Tour de Jammerbugt er en succes, takket være det fantastiske engagement fra vores lokale foreninger og ildsjæle. De er med til at skabe udvikling i vores lokalsamfund, og det er vi dybt taknemmelige for i Jammerbugt Kommune,” understreger formand for Kultur-, fritids-, landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen.

Et løb for alle aldre

Det vil i alle etapebyerne være muligt at melde sig til en 5 km gårute, 5 km løberute, 10 km løberute og mindst 10 km cykelrute. På nogle af etaperne vil man også kunne tilmelde sig andre stedspecifikke ruter som for eksempel en længere cykelrute, halvmaraton eller børnerute.

”Målet er, at der skal være noget for enhver smag og formåen”, påpeger Kiki Bille Bach, næstformand i Kultur-, fritids og landdistriktsudvalget:

”Tour de Jammerbugt er et motionsløb for alle. Vi ønsker at samle lokalsamfundet og gæster til en folkefest, hvor alle kan være med, uanset deres alder og form. Det er en fantastisk mulighed for at styrke fællesskabet og bevæge sig sammen”.

Læs mere om dette års Tour de Jammerbugt på jammerbugt.dk

Årets etapebyer:

Brovst, onsdag den 12. juni kl. 17 (startnumreudlevering fra kl. 16).
Start- og mållokation ved Brovst Sport- og Kulturcenter

Brovst skyder årets Tour de Jammerbugt 2024 i gang – og her er der lagt op til ruter i både by og natur – for både store og små. Efterfølgende vil der være mulighed for at nyde aftensmaden udendørs på en forhåbentlig flot sommeraften. Brovst Sport- og Kulturcenter vil være etapens start- og mållokation, hvilket også garanterer masser af aktivitet for både børn, unge og voksne.

Tilmeld jer direkte her: https://www.sportstiming.dk/event/14179

Øland, søndag den 23. juni kl. 13.45 (startnumreudlevering fra kl. 13)
Start- og mållokation ved Øland Medborgerhus

På Øland inviteres vi til søndagsløb på en dag, hvor fællesspisning og Sankt Hans bål står i kalenderen hos mange. Inden aftenens traditioner kan vi løbe, gå eller cykle sammen på smukke ruter. Ølands Tour de Jammerbugt etape tager os nemlig igennem smuk natur i Øland Skov, langs digestien og fjord samt lokale vartegn som Oxholm Mølle. På denne etape er der ekstraordinær mulighed for halvmarathon.

Tilmeld jer direkte her: https://www.sportstiming.dk/event/14180

Saltum, onsdag den 24. juli kl. 17 (startnumreudlevering fra kl. 16)
Start- og mållokation ved Nols Stadion

Saltum i uge 30 er et populært besøgsmål, og det krydres i år med en Tour de Jammerbugt-etape. Saltum indbyder til fest under åben himmel, når de afvikler Sommerfestuge i uge 30, hvor onsdagen byder på børneløb og Tour de Jammerbugt for alle. Også for Klub 100-løberne, for også her vil der være en halvmarathon-rute. Skal grillmaden forbrændes og liggestolen skiftes ud med løbesko, eller har I endnu ikke oplevet Saltumstien og det flotte kig til Dalene? Så er Nols Stadion lokationen en onsdag i uge 30.

Tilmeld jer direkte her: https://www.sportstiming.dk/event/14402

Thorup-Klim torsdag den 15. august kl. 17 (startnumreudlevering fra kl. 16)
Start- og mållokation ved Thorup-Klim Stadion

Årets sidste etape i Tour de Jammerbugt 2024 bliver i Thorup-Klim, hvor der kommer særligt indbudte gæster, som vi alle kender. Vi afslører løbende, hvem etapens gæster er i perioden op til den 15. august. På etapen er der er lagt op til en helt særlig cykeldyst og spændende ruter ned mod stranden – og igennem flot natur i området. Thorup-Klim garanterer et brag af en afslutning på årets Tour de Jammerbugt 2024.

Tilmeld jer direkte her: https://www.sportstiming.dk/event/14181

Vil du med?

Inden løbsstart får du udleveret et personligt startnummer. Startnummeret er udstyret med en chip, som tager tid på din distance, hvis du er løbende eller cyklende. Alle deltagere modtager en officiel Tour de Jammerbugt 2024-medalje, og der trækkes lod om en eller flere præmier blandt deltagerne.

Ruterne er markeret med flag i forskellige farver, og langs ruterne vil de frivillige arrangører stå klar ved depoter med vand og snacks.

Læs mere om etaperne og tilmeld dig via: https://www.jammerbugt.dk/service-og-selvbetjening/fritid-og-faellesskab/events/tour-de-jammerbugt-2024/

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER