Hune Bageri: Alt godt har en ende!

Modelbillede
Print Friendly, PDF & Email

Poul Bjerg fra Hune Bageri har forleden ladet en bombe falde på butikkens facebookside:

Efter 40 gode år som leder og ejer af Hune Bageri, har jeg som 69 årig besluttet, at jeg har gjort min indsats for fællesskabet og det er tid til fuldt ud at nyde mine andre roller i livet; ægtemand, far og bedstefar.

Jeg har derfor besluttet, at tiden er kommet til at lukke Hune Bageri.

Den 30. oktober 2022 bliver derfor sidste dag vi holder åbent. Jeg vil gerne takke alle ansatte, nuværende som tidligere, samarbejdspartnere og ikke mindst kunder for rigtig mange gode timer i jeres selskab. En særlig tak skal gå til Ove Klovnhøj, som har været en del af rejsen fra første dag. Ove og jeg har delt utallige nattetimer sammen, mens andre har sovet, og Ove har en kæmpe andel i den succes, som Hune Bageri har været alle årene.

Jeg lukker Hune Bageri stolt og glad over at jeg via mit virke her, fra første til sidste dag, har haft en god forretning, der har været i stand til at være en god og stabil arbejdsplads for vores ansatte, og som har kunne bidrage positivt til lokalområdets fremgang samt give vores kunder en god oplevelse og bagværk af højeste kvalitet.

Vintermånederne vil gå med at rydde op, mens jeg undersøger hvem der har interesse i bruge pladsen her i fremtiden. Om det skal være virksomhedsdrift i de eksisterende rammer eller et projektbyggeri, lader jeg være helt op til den/dem der vil tage over. Jeg vil blot opfordre til, at hvis stedet har interesse, så kan jeg kontaktes på admin@hunebageri.dk

Jeg ser frem til ikke længere at skulle dele min energi mellem familien og ansvaret for Hune Bageri og dets ansatte, og glæder mig til næste sommer, for første gang, at besøge Hune/Blokhus som gæst.

Tak for årene – Poul Bjerg