Hjemmeplejen flytter til Blokhus for bedre sommerservice

Om morgenen samles Team Hune-Blokhus nu i samlingslokalet på Torvet i Blokhus, og herefter forgår en stor del af turene ud til borgerne i løbet af dagen på cykel i stedet for, som før i bil. Her er social- og sundhedshjælper Pia Kaalund på sin første cykeltur rundt til de borgere, hun før nåede i bil. Foto: Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

Hjemmeplejen flytter til Blokhus for bedre sommerservice

Hjemmeplejens Team Hune-Blokhus springer over turen fra Pandrup. Et nyt samlingslokale på Torvet i Blokhus, bringer medarbejderne tættere på borgerne og giver mulighed for at yde bedre service til alle sommergæsterne.

Om sommeren har hjemmeplejen i den nordlige del af Jammerbugt Kommune ekstra travlt. Mange tager nemlig i sommerhus og medbringer et behov for hjælp i hjemmet, som dermed overgår fra hjemkommunen til Jammerbugt Kommune.

Team Hune-Blokhus melder klar til sommersæsonen – nu med udgangspunkt fra Torvet i Blokhus. Foto: Jammerbugt Kommune

Team Hune-Blokhus i Saltum-gruppen lægger i sommerperioden to hele dags- og aftenture til det daglige program, og derfor er der i år taget et ekstra skridt for at yde god service til de mange borgere i området. D.1. april rykkede teamet fra hovedkvarteret i Pandrup, som de deler med resten af Saltumgruppen til Torvet i Blokhus. Her befinder de sig i cykelafstand til de fleste af de borgere, som de besøger.

”Med den nye satellit er vi kommet tættere på, og det betyder, at vi kan servicere både turister og fastboende i området hurtigere og bedre, ” fortæller Christina Floor Holme, som er områdeleder for hjemme- og sygeplejen i Jammerbugt Kommune. 

Ros til fleksible medarbejdere

Om morgenen samles Team Hune-Blokhus nu i samlingslokalet på Torvet i Blokhus, og herefter forgår en stor del af turene ud til borgerne i løbet af dagen på cykel i stedet for, som før: bil. Det giver flere fordele, blandt andet undgår man at sidde fast i sommertrafikken, og ved nødkald er der mulighed for at være på pletten meget hurtigere, end dengang bilen først skulle startes i Pandrup.

Sommerhus-service kræver på flere måder lidt ekstra for at fungere optimalt, men med god vilje og en målrettet indsats lykkes det som regel, fortæller leder af Saltumgruppen, Lene Borup: 

”Når man vælger at tage i sommerhuset, selvom man er dårligt gående eller har andre skavanker, som gør, at man behøver hjælp, er det ofte fordi sommerhuset er forbundet med gode minder over mange år. Men sommerhuse er ofte mindre og ikke så hensigtsmæssigt indrettede, når det kommer til at modtage hjælp. Derfor kræver det lidt ekstra at få det hele til fungere. Men i samarbejde med de pårørende finder vi som regel gode løsninger, som gør, at vi kan give også vores sommergæster den bedste service, for det skal de selvfølgelig have. Vi plejer at få stor ros for vores fleksibilitet og arbejdet i sommersæsonen”.

Smittende feriestemning

Social- og sundhedsassistent, Aneta Kalicka nyder afvekslingen og synes, at Team Hune-Blokhus, der tæller tre social- og sundhedsassistenter og otte -hjælpere, hurtigt har fundet sig til rette i feriebyen.

”Vi er faldet godt til og nyder, at det hele er tættere på. Og så er Blokhus jo bare en hyggelig by. Man kan ikke undgå at blive smittet lidt af feriestemningen, og det bliver da sikkert til en ekstra is og en strandtur efter fyraften i ny og næ,” smiler hun.

Team Hune-Blokhus regner med at gøre brug samlingspunktet i Blokhus, når der er behov. Udover sommersæsonen kan det for eksempel blive efterårsferien og julen.