Verdens Vildeste Opdagelser indvies i Blokhus

Jammerbugt Garden. Foto: Skulpturparken Blokhus
Print Friendly, PDF & Email

Verdens Vildeste Opdagelser indvies i Blokhus

Fra 28. april kan man gå på opdagelse mellem hjulet og toilettet og rejse en tur til månen med Eiffeltårnet i baggrunden i Skulpturparken Blokhus.

Intet mindre end 304 tons sand danner ramme for årets sandskulpturer i Skulpturparken Blokhus. Det svarer til, at nogle af verdens bedste sandskulptører har stået og modelleret med flere end 101 elefanter på 10 store pladser i 14 dage.

– Kun med sådan en fortælling, kan gæsterne få følelsen af hvor imponerende store sandskulpturerne er – og hvor stor en opgave der ligger bag for de dygtige kunstnere, der er kommet fra hele verden, fortæller indehaver John Andersen.

Foto: Skulpturparken Blokhus

Årets tema

Temaet for sandskulpturerne er ”Verdens Vildeste Opdagelser”. Flyvemaskinen, Penge, Toilettet, Elpæren, men også Columbus der opdager Amerika, Rejsen til månen og Hjulet m.fl. afspejles i dette års sandskulpturer. Og valg af temaet et ikke en tilfældighed.

– I relation til Verdens Vildeste Opdagelser i sand, krydres oplevelsesudbuddet yderligere for gæsterne, fortæller John Andersen.

Nyhed: Verdensudstilling

– Det er faktisk lykkedes os at få en helt særlig Verdens- og monumentudstilling til Skulpturparken, med kopier af både Eiffeltårnet i Paris, Big Ben i London, Frihedsgudinden i New York, Thailandske Templer, Det skæve tårn i Pisa og mange flere, fortæller indehaver John Andersen og fortsætter:

– Gæsterne kan komme helt tæt på Eiffeltårnet der tordner 6 meter op i luften og Big Ben på hele 4,5 meter. Lige meget om du er 5 år eller 85 år så får du her en anderledes oplevelse, samt mulighed for at opleve ting, som man ellers skal rejse mange tusinde kilometer, for at opleve.

Udstillingen placeres ved de nye sandskulpturer – hvor hytterne tidligere var placeret.

Taler John Andersen. Foto: Skulpturparken Blokhus

Festlig indvielse

Verdens Vildeste Opdagelser i sand samt Verdens- & Monumentudstillingen indvies 28. april fra kl. 14. Indvielsen byder på en stor fest med musik af Jammerbugt Garden, taler af Borgmester Mogens Chr. Gade samt John Andersen. Derudover er Blokhus Kanonlaug til stede og så kan gæsterne denne dag – helt ekstraordinært – vinde et gavekort til en rejse til verden til en værdi af kr. 10.000, i samarbejde med Bravo Tours.

Mindeværdigt

Foruden sandskulpturerne, Verdensudstillingen og en festlig fejring, er der også åbent i Danmarks eneste Voksmuseum – hvor gæsterne kan møde tv-, sports- og filmstjerner fra hele verden. Derudover byder den 20.000m2 store park også på sansehaver, blomstrende bede, Vikingevejen og imponerende skulpturer.

– Velkommen til mindeværdige oplevelser i 2024 i Skulpturparken Blokhus, afslutter John Andersen.

Se mere på www.skulpturparken.dk