Vi bruger mere tid i hjemmet: Sådan skaber du et sundt indeklima

Foto: Swedoor
Print Friendly, PDF & Email

I en ny corona-hverdag, hvor danskerne opholder sig mere i hjemmet, spiller et sundt indeklima en vigtig rolle for vores ve og vel. Med ganske få ændringer i hjemmet kan du skabe de bedste forudsætninger for dit helbred, lyder det fra landets førende dørproducent, Swedoor.

I lyset af corona-pandemien bruger danskerne størstedelen af tiden inden døre. I en hverdag, der hovedsageligt foregår indenfor hjemmets fire vægge, er det afgørende med et sundt indeklima. Et dårligt indeklima kan nemlig påvirke vores helbred negativt og medføre ubehag som hovedpine og træthed eller i værste fald mere alvorlige sygdomme som stress og depression.


Med ganske få ændringer har du mulighed for at optimere indeklimaet i dit hjem. Masser af dagslys, minimalt støjniveau og frisk luft er ifølge dørproducenten Swedoor tre af de vigtigste parametre, der kan bidrage til et sundere indeklima. 

1. Luk dagslyset ind
Dagslys har stor betydning for vores sundhed. Udover at skabe et lyst og indbydende hjem kan blot få timers dagslys om dagen være med til at modvirke tristhed og angst. Det er derfor væsentligt, at dagslyset bliver udnyttet mest muligt.

– For at drage mest mulig nytte af dagslyset og skabe et bedre lysindfald i hjemmet kan man med fordel tænke glasdøre ind i indretningen. Glasdøre fordeler det naturlige dagslys i hjemmet og giver samtidigt et flot og elegant udtryk, lyder det fra Tenna Knak, der er europæisk marketingdirektør hos Swedoor.


2. Sænk støjniveauet

Støj fra nabolaget eller boligens tilstødende rum kan være til stor gene for blandt andet hjemmearbejde og kan desuden have en negativ indflydelse for vores velbefindende. Vedvarende støjgener kan medføre irritation, stress og endda påvirke vores nattesøvn. Det er heldigvis let at skabe mere ro i hjemmet med få justeringer, og ifølge Tenna Knak er boligens døre et oplagt sted at starte:

– Ved at skifte til støjreducerende døre, kan man nedtone unødvendig støj i hjemmet. Det kan virke som en ubetydelig ændring, men i modsætning til almindelige, lette døre, har støjreducerende døre en massiv konstruktion, som øjeblikkeligt og effektivt kan komme de værste støjgener til livs.

3. Luft ud dagligt
Med en hverdag inden døre er det vigtigt at få luftet ordentligt ud i hjemmet. Indelukkede rum kan medføre ubehag og hovedpine, og derfor kan hyppig udluftning hjælpe på både helbredet og koncentrationen. For at opnå en mærkbar effekt bør du skabe gennemtræk i hjemmet med frisk luft i minimum fem minutter ad gangen og helst tre gange om dagen – også selvom der er koldt udenfor. Du kan med fordel gøre det til en vane at lufte ud om morgenen, når du står op, og om aftenen, inden du skal i seng.