En skøn onsdag aften blev det til, da en række strikkeglade damer mødte op til Strik & Drik i Tinghuset i Fjerritslev, hvor strikkeglæden blev delt med andre garnentusiaster, mens god mad og vin blev serveret – og inspiration til efterårets strik blev vist frem.
Med strikketøjet i tasken og godt humør startede aftenen med en lækker menu kokkereret af René Hjørnet Jensen med lækre sager fra Renés Vin & Grønttorv. Menuen bestod af tapasanretning med to slags rejer på salatbund, hjemmerørt tunsalat på stenalderbrød og kantareller i selskab med skinke og ost, og desserten bestod af æblekage og flødeboller. Pimms Nr. 1 blev serveret som velkomstdrink. Elegance Kendall-Jackson var menuens hvidvin, og Fiorino Toscana Rosso var menuens rødvin. Lækker portvin og røde bobler blev serveret til desserten, og vinene blev som vanligt også serveret med en lille fortælling til. I øvrigt var René iført en flot herrestrik, hvilket faldt i god jord hos strikkeentusiasterne.
Da bunden var lagt med god mad og spændende vin, skulle damerne selvfølgelig have inspiration til, hvad der skal på pindende til efteråret. Susanne Kold fra Kronborg Uld stod klar med forskellige garner og strikkede modeller til inspiration. – Temaet var jo efterår. Og det er jo varme trøjer, slipovere og strømper, fortæller hun, – det er dog væsentlig mere aktuelt i år, da vi alle skal vænne os til at være i lavere temperatur indendørs. Så jeg havde lidt trøjer og slipovere med til de små og mindre, fortæller Susanne.
Nyt garn, som er ankommet til butikken i efteråret, blev også vist frem, og det var der stor interesse for. – Det var især to nye lækre kvaliteter fra Viking garn, der vakte interesse. Så har jeg fået et spændende nyt garn fra Lana Grossa/ Lala Berlin – 90% Alpaca – og skal strikkes på pind str. 10. Det er de fedeste varme cardigans, jakker eller sweatre, der kan laves i det, fortæller Susanne. Derudover havde hun Blusbar med, som er tynde uldbluser. Hun fortæller, hvordan de er særdeles relevante netop nu.
Også Tinghusets formand Ulla Mølbæk var fyldt med begejstring over arrangementet og havde hænderne over hovedet, da hun bød gæsterne velkommen til det udsolgte Strik & Drik arrangement. Hun fortalte gæsterne, at Tinghuset i efteråret lægger hus til både koncerter, foredrag og sangaftner. Allerede den 5. oktober kommer Souvenirs forbi og giver koncert, den 26. oktober er der foredrag med Karsten Højen ’Mit møde med John Lennon’, og den 1. december afholder Tinghuset Gospel Julekoncert. Derudover holder Tinghuset Sangaften den 1. tirsdag i hver måned.