Derfor har coronakrisen fået danskerne til at udskyde lægebesøg

Lægehuset i Fjerritslev. Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

36 pct. af danskere, der har oplevet symptomer på sygdom, som de ellers ville have kontaktet lægen om, har som følge af den nuværende corona-situation udskudt at kontakte deres læge for at få symptomerne undersøgt. 

Det viser en rundspørge blandt danskerne gennemført af YouGov den 22.-23. april. 1.000 danskere indgik i den. Blandt dem har 374 oplevet symptomer på sygdom. 


Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse opfordrer borgerne til at kontakte lægen, hvis man oplever symptomer, der kan være tegn på sygdom. Selvom de praktiserende læger oplever, at flere igen er begyndt at kontakte deres læge, er der stadig grund til særlig opmærksomhed.

– Bekymringen er, at de borgere, der stadig udskyder et lægebesøg, måske er nogle af dem, der har allermest brug for at gå til lægen. Vi ved jo, at der i forvejen er grupper, der er meget længe om at gå til lægen med selv alvorlige symptomer. Og for dem er corona-krisen måske en ekstra stopklods, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.


Alvorlig sygdom går ikke over  
Kræft behandles mest effektivt, når det opdages tidligt, og derfor er det vigtigt, at man reagerer på symptomer, som kan være tegn på kræft.  For hjertesygdomme kan dage, timer og nogle gange minutter være afgørende for, hvor stor skade, der sker. Derfor bør man reagere umiddelbart efter, at symptomerne opstår, for alvorlig sygdom går ikke over. 

 – Det er vigtigt at kontakte sin læge, hvis man har smerter eller symptomer på sygdom. Og hellere ringe en gang for meget end for lidt. Selv om man måske synes, at det ikke virker akut, så kan det have alvorlige konsekvenser at udskyde et lægebesøg. For eksempel forværres hjertesygdom, hvis der ikke reageres og behandles umiddelbart, siger adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft.


Ingen grund til bekymring for at belaste sundhedsvæsnet 
Rundspørgen giver også et vigtigt indblik i årsagerne til, at mange har valgt at udskyde deres kontakt til lægen. 68 pct. svarer, at den væsentligste grund til, at de har udskudt lægesøgning, er at de ikke vil belaste systemet, mens 39 pct. mener, at patienter med sygdom relateret til coronavirus er vigtigere.  

– Der er måske en del, der har troet, at sundhedsvæsnet i en periode først og fremmest var for patienter med tegn på corona-sygdom – det har aldrig været tilfældet. De praktiserende læger tager stadig imod borgere uanset hvilke tegn på sygdom, de har. Vi vil gerne have, at folk ringer til os, så vi kan vurdere symptomerne, siger PLO’s formand Christian Freitag.  

29 pct. af dem, der har udskudt at kontakte lægen, angiver, at de er bekymrede for selv at blive smittet med coronavirus, hvis de besøger lægen. PLO forklarer, at man trygt kan gå til læge, når det er nødvendigt: 

– Ligesom alle andre steder i samfundet i denne tid, tager vi også ekstra mange forholdsregler hos de praktiserende læger for at hindre smitte med corona. Vi følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og vi gennemfører mange konsultationer pr. telefon eller video. Når det er nødvendigt, at vi ser patienterne ved en fysisk konsultation, tager vi flest mulige forholdsregler for at minimere smitterisikoen, siger Christian Freitag.  


Færre undersøgelser i sundhedsvæsnet 
Desværre har der under corona-epidemien været en bekymrende nedgang i antallet af borgere, som sendes i kræftpakkeforløb eller bliver undersøgt for hjertesygdomme. På hjerteområdet er akutte og planlagte undersøgelser faldet med 35 pct., mens antallet af borgere, der henvises til kræftpakkeforløb, er halveret.  

Men både almen praksis og sygehusene er klar til at håndtere alvorlig sygdom. Man bør altså ikke afholde sig fra at kontakte lægen af frygt for at belaste systemet. Hospitalerne tilbyder alle nødvendige undersøgelser og behandlinger for både hjertesygdomme og kræft, og reglerne for den maksimale ventetid til kræftbehandling gælder som før corona.