Omsorgsfulde, smilende, afslappede og kompetente – ord der knytter sig til vinderen af Patienternes Pris 2022

Foto: Line Bloch Klostergaard

Kæmpe tillykke til Onkologisk Afdeling, der vinder Patienternes Pris 2022

Omsorgsfulde, smilende, afslappede og kompetente er nogle af de ord, der knytter sig til Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital i indstillingerne fra patienter og pårørende – og begrundelsen for, at de har vundet prisen i år.

-- annonce ---

Et afslappet miljø i en svær og alvorlig tid

– Der er ingen, der for sjov kommer i Onkologien, der behandler kræftpatienter.  Alle – både patienter og pårørende er i en meget alvorlig situation, hvor man meget let kan blive fyldt med sorg og tristhed. I årets indstillinger til Patienternes Pris kan vi se, at personalet i onkologien gør et kæmpe arbejde for, at det ikke skal ske. De er i høj grad med til at holde humøret oppe hos patienter og pårørende, siger Kristina Valentin, der er formand for Patientinddragelsesudvalget, der uddeler prisen i Region Nordjylland.

– De ser og hører patienter og pårørende. De er smilende og frie i deres måde at omgås patienter og pårørende på. Alt sammen oven i en yderst kompetent behandling, der gør, at patienterne føler sig meget trygge. Derfor har vi i år valgt at tildele Patienternes Pris til Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, siger Kristina.

Jeg er ikke ked af at komme her – selvom det ikke er for sjov

Bjarne har gennem et år været fast gæst i onkologien til immunterapibehandlinger.

– Behandlingen, som i starten var en voldsom omgang kemoterapi, har lige fra første dag været ledet af et par dygtige læger samt en flok særdeles dygtige og kompetente sygeplejersker. Man har fra første dag haft en fri og særdeles behagelig omgangstone – til trods for situationens alvor – og det har gjort, at jeg ikke er ked af at komme her, selv om det jo ikke er for sjov, siger Bjarne Krogh-Pedersen.

– De ansattes kompetence skinner tydeligt igennem, netop derfor kan vi holde den afslappede facon i dialogen. Jeg kan vanskeligt forestille mig tryggere rammer for behandlingen af min forfærdelige kræftsygdom, som jeg selvfølgelig gerne var foruden, siger Bjarne Krogh-Pedersen.

Et skulderklap

Det var et stolt og glad personale, der modtog nyheden om, at de har vundet Patienternes Pris.

– Vi er utrolig stolte af at modtage patienternes pris. Vi går hver dag på arbejde for at yde det ypperste for vores patienter, så den her anerkendelse er utrolig meget værd. Det giver os lige det skulderklap, der skal til for at gå på arbejde med stolthed og vide, at vi gør en forskel for patienterne, siger Charlotte Birkmose Rotbøl, ledende overlæge på Onkologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital

Faktaboks

Patienternes Pris er en nordjysk pris, der har været uddelt siden 2010 af Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland. Målet er at få fokus at alle de gode historier, der hver dag udspiller sig på regionens hospitaler, men som ofte bliver glemte eller ufortalte.

Året rundt kan patienter og pårørende indstille en afdeling eller afsnit, hvis de ønsker at anerkende personalet for deres arbejde. Hvert efterår samles indstillingerne, og der udpeges en vinder blandt de mange indstillinger.

På https://rn.dk/patienternespris kan man se en oversigt over årets indstillinger samt overblik over tidligere års vindere.