Alle skoler og daginstitutioner er lukkede, og det betyder, at rigtig mange forældre er hjemme med deres børn i disse dage. Samtidig viser forårsvejret sig fra sin solrige side, og det betyder, at mange af børnefamilierne i hele Jammerbugten finder havetrampolinen frem igen.
Desværre ender hopperiet engang imellem med ulykker.
Oftest skyldes ulykkerne den måde, trampolinen bliver brugt på, eller den stand, den er i. Derfor giver Børneulykkesfonden og Sikkerhedsstyrelsen gode råd til de danske børnefamilier, så de undgår, at legen i haven ender med en tur på skadestuen.
”Det er vigtigt, at forældre giver trampolinen et sikkerhedstjek, inden den bliver taget i brug. Det gælder både, hvis trampolinen har været opbevaret indendørs for vinteren, og hvis den har stået ude,” siger Lone Brose, konstitueret vicedirektør fra Sikkerhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Fem gode trampolinråd:
1. Hop altid én ad gangen.
2. Brug sikkerhedsnettet.
3. Slå aldrig saltomortaler.
4. Børn under seks år skal have en voksen med ved trampolinen.
5. Husk jævnligt at give trampolinen et sikkerhedstjek.
Sådan giver du trampolinen et sikkerhedstjek:
1. Sørg for, at skruer og kantpuden er sikkert monteret.
2. Tjek at samlingerne og benene sidder ordentligt fast.
3. Skift rustne fjedre og tjek at dugen er uden huller eller revner.
4. Tjek trampolinens omgivelser – er der god plads over og rundt om trampolinen.
5. Undersøg om underlaget er jævnt og blødt, fx græs.
Husk de gode hopperåd og hold øje
En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Børneulykkesfonden, viser, at 27 % af de adspurgte forældre til børn mellem 0-2 år ”ofte” eller ”nogle gange” lader deres barn hoppe på trampolinen, uden der er en voksen til stede. For forældre til børn mellem 3-5 år er tallet helt oppe på 69 %.
De tal bekymrer Henriette Madsen, som er generalsekretær i Børneulykkesfonden:
”Mange børn under 6 år synes naturligvis, ligesom de større børn, at trampolinen er helt fantastisk. Jeg vil dog anbefale, at man holder ekstra øje med mindre børn, når de hopper. De kan ikke styre deres egne hop, og hvordan de lander – og samtidig er deres knogler også mere sårbare over for brud,” siger hun i pressemeddelelsen.
Henriette Madsen fortsætter:
”Trampolinen er et fantastisk redskab til at få børn i bevægelse, så de skal endelig have lov til at hoppe løs. Og med en god hoppeadfærd og en trampolin i god stand, kan hopperiet langt hen ad vejen foregår på en sikker måde”.