Weekenden bød på Nordsø Festival i Blokhus 

Formand for Fritid-, Kultur-
Print Friendly, PDF & Email

Weekenden bød på Nordsø Festival i Blokhus 

For 32. gang er der i år Nordsø Festival i Blokhus og naturligvis var der inviteret et medlem af Jammerbugt Kommunalbestyrelse til at sige pænt tak til de mange deltagere, der har fundet vej til Blokhus.  


I sin tale sagde formand for Fritid,- Kultur og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen: 

Tusind tak at I besøger Blokhus igen i år.

Musik er det eneste fælles sprog, som vi har sammen i hele verden. Dansk og norsk sprog ligner hinanden – men med musik forstår vi alt og kommer tæt på hinanden. Vi forstår måske ikke altid en tekst specifikt – men vi forstår hvad der rører vores hjerter og det gør I med korpsmusik – for det forstår vi alle netop.

Vores i forvejen stærke bånd mellem vores lande, bliver endnu stærkere.

Og det er vigtigt at føle fællesskabet. Både på tværs af lande og på tværs af generationer.

I har musik til fælles – men tænk også på hvilke fantastiske venskaber, som I får gennem musikken.

Det er noget I vil kunne se tilbage på og huske gennem hele livet. Ture som disse og alt det andet end netop musik, som I oplever på en tur til Danmark.

Det er gode oplevelser – gode minder,-  men I skal dog stadig huske på det vigtige der binder Jer sammen – netop musikken.  

I skal vide at I gennem dagene I er her i Blokhus bringer stor glæde til os. I deltager gladelig i forskellige arrangementer – både her og eksempelvis i Skulpturparken i Hune. Det sætter vi stor pris på. Så stor tak for det store engagement – det smitter – ligesom Jeres musik smitter.

I skal værne om at bevare gode traditioner – for traditioner er det som vi husker allerbedst.

Og man må sige at dette er en tradition. Vi fejrer Jer i Blokhus for 32. gang.  (tre ti to gang)

Det er ikke en selvfølge, at man har Nordsø Festival. Det kræver et stort arbejde. Både i disse dage, men så sandelig også med stor forberedelse. Så en speciel stor tak til Kjell Erik og Tina og Jeres  familier som løfter denne flotte arv efter Jeres Far. – Et fantastisk engagement – en kæmpe stor tak for det.

Men også en stor tak til Jette og Eigil fra Euro Tourist i  Aalborg som også har været med alle årene. Også et fantastisk engagement fra Jeres side.

TAK at I år efter år vælger vores dejlige Blokhus. Det er vi glade for og stolte over og håber I har nydt Jeres aktive dage her. Vi synes, vi kan byde på næsten alt, hvad man behøver for en fantastisk ferie og krydret med Jeres musik, så bliver det næsten ikke bedre.

Vi byder Jer rigtig gerne tilbage næste år. Endnu engang TAK at I har besøgt Blokhus og Jammerbugt Kommune. Nyd Jeres sidste aften og kom godt og sikkert hjem.

Tak for musikken og tak for besøget.

LÆS OGSÅ: Nu kan du få afhentet dit aflagte tøj og andet tekstil i Jammerbugt

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn