Status fra Jammerbugt Kommune: Hjulene kører fortsat

Jammerbugt Kommune. Arkivbillede.
Print Friendly, PDF & Email

Selv om mange medarbejdere i Jammerbugt Kommune ikke møder fysisk ind på deres vante arbejdsplads, så arbejder de fortsat med at servicere borgere og virksomheder – det sker bare i høj grad hjemmefra.

”I kommunen løfter vi de borgernære opgaver. Så selv om vi står i en usædvanlig situation, så arbejder vores medarbejdere fortsat med at holde hjulene i gang i forhold til sundhed, ældrepleje, undervisning, natur og miljø, rengøring, borgerbetjening og meget andet,” fortæller borgmester Mogens Christen Gade til kommunens hjemmeside.


“Det er klart, at nogle områder er droslet ned, men der er til gengæld ekstra travlt på andre områder med at tilpasse os de mange forbehold, anbefalinger og bekendtgørelser, som vi skal justere vores drift efter.”

Ekstra hænder samles i en Corona Jobbank i Jammerbugt Kommune
Jammerbugt Kommune forventer at få brug for ekstra hænder til kommunens social- og sundhedsområde i forhold til den aktuelle situation med coronavirus. Derfor indsamler Jammerbugt Kommune allerede nu tilmeldinger inden for sundhedsområdet i kommunens jobbank.

”Vi står over for en ukendt situation i forhold til, hvor meget sundhedspersonale, vi kommer til at have brug for i de kommende uger. Derfor opfordrer jeg alle studerende eller uddannede sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, socialpædagoger og andre med relevant uddannelse til at melde sig i Jammerbugt Kommunes jobbank”, lyder det fra Borgmester Mogens Christen Gade.

Kommunen beder også borgere, inden for sundhedsområdet, som er gået på pension, eller som på anden måde har været væk fra deres fag i en periode, om at melde sig til Jammerbugt Kommunes Jobbank.

Tilmelding foregår på dette link til jobbanken.

Lokalbusser indstillet – Flextrafik fortsætter med justeringer
Lokalruterne i Jammerbugt er fra fredag 20. marts indstillet. Buslinje 12 kører dog i et vist omfang.

Jammerbugt Kommune anbefaler borgerne at følge den kollektive trafik på Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside.

De åbne kørselsordninger Flextur, Plustur og Flexhandicap fortsætter kørslen med visse justeringer.

Flextur kan bestilles på Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside.  

Nødpasning af 41 børn
Antallet af børn, der har brug for nødpasning i kommunen, er nu nede på 41 børn. Dialogen og samarbejdet mellem forældrene og institutionerne rundt om i kommunen fungerer godt. Oplevelsen er, forældre holder børnene hjemme i det omfang, det er muligt.

Information samlet ét sted
Jammerbugt Kommune har samlet generelle informationer om, hvordan Jammerbugt Kommune håndterer driften af de områder, som man må og skal opretholde. Den er på: https://www.jammerbugt.dk/kommunen/coronavirus/hvad-betyder-det-for-dig/.

Siden opdateres løbende.