Snævert nederlag i tæt kamp mod Hobro

Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Forårssolen skinnede flittigt og stemningen var god på DS Arena, da de blåblusede Påskedag ankom til kampen mod Hobro IK med en frisk sejr i ryggen.

Men selvom rammerne var ganske lovende, så endte Jammerbugt FC med at måtte vende tomhændet hjem. Det var de gulklædte værter, som satte det første pres ind, og i løbet af de første 10 minutter skabte hjemmeholdet et par gode muligheder. Men enten kom Jammerbugt FC’s Pape eller den øvrige defensiv i vejen for Hobro IK’s skud mod mål.

I det hele taget fortsatte Jammerbugt FC-spillerne, hvor de slap i sejren over Esbjerg fB, hvad arbejdsindsatsen angik. Frem ad banen havde de blå også et forsøg inden for det første kvarter. Det var Bangoura, som var først over en returbold, og fra distancen sendte Hobros keeper på langs i græsset.

Der blev kæmpet godt i en jævnbyrdig 1. halvleg, hvor det dog var Hobro IK, som var mest på bolden og som tog mest initiativ i det offensive spil. De første 45 minutters største chancer blev dog fordelt i løbet af kampens første kvarter.

Efter pausen skulle der til gengæld ikke gå mere end tre minutter, inden kampens første og eneste mål blev sendt i kassen. Hobro spillede kort og klogt i feltet og trods det snævre område lykkedes det hjemmeholdet at kombinere sig på skudhold, og Frederik Elkær bankede bolden fladt i kassen under Pape til 1-0.

Om det var målet eller halvlegsinstrukserne, der gjorde det, så kom Jammerbugt FC længere frem på banen i 2. halvleg. Det gav flere gode situationer. Bl.a. efter en times spil, hvor Balau og Bangoura delte en dobbeltchance. I denne periode fastholdt Jammerbugt FC et højt pres på værterne, og få minutter efter opstod nye muligheder, som dog kun rakte til hjørnespark.

Der skulle stadig arbejdes defensivt mod et Hobro mandskab, der fortsat forsøgte sig frem ad banen. Men det var Jammerbugt FC, som kom tættest på at score kampens anden mål, og dermed udligne hjemmeholdets føring, da Omar Natami fra distancen bragede bolden på overliggeren fem minutter før tid.

Selvom Jammerbugt FC på intet tidspunkt gav op og lagde et pres på Hobro IK i de døende minutter, så lykkedes det ikke at hente point med fra DS Arena.

Kampen for overlevelse i NordicBet Ligaen er fortsat tæt og nu gælder det om hurtigt at vende fokus mod næste opgave, som er Vendsyssel FF på hjemmebane den kommende weekend.

Hobro IK – Jammerbugt FC: 1-0 (0-0)
48’ 1-0 Frederik Elkær, Hobro IK

Jammerbugt FC: Pape Ndianye – Kelvin Emmanuel Igbonekwu (Diogo Balau), Maroine Mihoubi, Rayan Senhadji, Emil Adrendrup Nielsen (Abdramane Djitteye) – Omar Natami, Boubacar Haidara, Sekoua Bangoura (Sead Gavranovic), Farid Ikene (Yan Bouché), Alya Toure (Leonel Gomes) – Ahmed Gero. Ikke benyttet: Nicolai Vinter Christensen, Moussa Kamara.