Nyt firma i vækst i Fjerritslev: kig forbi Lenettes – Vægttab og sunde vaner for en snak om god kost og sundhed

Kig forbi Lenettes – Vægttab og sunde vaner til en snak om kostvaner, vægttab eller andre sundhedsmæssige spørgsmål. Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

På Mågevej 7 er der gang i biksen, og der er kun kommet flere til efter, at Lenette afholdt reception lørdag d. 25. juni. Hos Lenettes – Vægttab og sunde vaner kan man booke en tid, hvis man har brug for hjælp til at få ændret sine kostvaner, tabe sig, spise rigtigt i forhold til sygdom eller hvilke andre mål man måtte have for at forbedre kroppens sundhed. 

– Folk der gerne vil tabe sig og have bedre vaner kommer her, fortæller Lenette, – det er primært overvægtige, men man kan godt have et mål, der ikke kun handler om vægttab, men at man gerne vil have en sundere livsstil. Hvis man har for mange kilo, er det hårdt for kroppen. Det handler ikke kun om, hvad der står på vægten, men ligeså meget om at have det godt og have mere energi.

Dagskost
Du behøver ikke at være sulten under et vægttab. Billedet viser en dagskost til en person, som har brug for 1500 kcal / dag under vægttab. Det er en god idé at spise jævnt hen over dagen. Dermed bliver du ikke så sulten, og du får nemmere ved at modstå fristelser og spise fornuftigt. Der kan også godt blive plads til et lille stykke chokolade. Jeg hører ofte mine klienter sige, at de slet ikke er sultne og ikke føler, at de mangler noget – samtidig med at de taber sig. Privatfoto.

Vil man gerne starte et forløb hos Lenette, kan man både starte på et mindre hold, eller man kan få konsultationer alene, og de fleste oplever at opnå gode resultater ved begge måder. En online-løsning har også været på tale, men er hurtigt blevet erstattet af fysiske møder på Lenettes kontor af flere grunde. – Mange synes ikke, at det er det samme som at sidde ansigt til ansigt og komme på vægten, fortæller Lenette. Hun forklarer, hvordan mange føler, at de skal stå til regnskab på en anden måde, når man mødes fysisk, og at det gør en forskel for motivationen.

Mellemmåltider
Spis gerne 2 – 3 mellemmåltider om dagen. Billedet viser forskellige forslag til mellemmåltider som alle indeholder 100 kcal. Der er stor forskel på, hvor meget de fylder i maven. En flødebolle giver også ca. 100 kcal. Privatfoto.

Der kan være mange grunde til at blive støttet i sin kost. – Det kan være svært at komme i gang igen. Nogle gange sker der noget i ens liv, man er ude for et eller andet som måske gør, at livet bliver lidt sværere. Mad kan nogle gange give den der trøst, fortæller Lenette. Hun fortæller, hvordan det ofte er overskuddet, der forsvinder, når man begynder at spise usundt. – Det er et travlt liv, vi lever, som kan påvirke, hvad vi spiser. Man har måske ikke overskud til at lave ordentligt mad hver dag.

Sundhed er mange ting

Lenette går meget op i at se hver enkel person an og finde en kostplan, som passer til vedkommende. Målet er at spise sundt, men det er også vigtigt, at man spiser noget, man kan lide. Kan man ikke fordrage broccoli, er det ikke løsningen på en sund kost. Der findes mange muligheder for at lave sund mad, som passer til hver enkel person, og hun afprøver også de forskellige retter selv. – Det meste vil jeg gerne lave selv og smage på det, så jeg ved, at det smager godt, at opskriften kan følges og så videre, fortæller hun.

Sildemad og kartoffelmad
Hos Lenettes – Vægttab og sunde vaner er det almindeligt mad, du bliver vejledt i at spise. Der er ikke noget, der er forbudt. Kartofler er gode, fordi de mætter godt og indeholder få kalorier. Sild er gode, fordi de indeholder sunde fedtsyrer – og så smager det godt begge dele. Rugbrød er godt pga. indholdet af fibre, som både mætter og er gode for vores fordøjelse. Privatfoto.

Går man og overvejer at starte et forløb, kan man få en gratis samtale til en start. Ud fra det kan man vælge, om man har lyst til at fortsætte. – Jeg synes, det virker til, at der er stor interesse for det, fortæller Lenette om de opstartssamtaler, hun indtil videre har haft.

Starter man hos Lenette, er det både et forløb i kost og vanecoaching. Lenette fortæller, hvordan kost og vaner hænger sammen, og at de to ting derfor ikke kan skilles ad. Det handler heller ikke kun om, hvad man spiser, men også om måden, man spiser på, fortæller hun. Tager man for eksempel altid to portioner, gør man det måske uanset størrelsen på tallerkenen. Hun fortæller også, at der er stor forskel på at spise på vej ud ad døren frem for at sidde stille og spise sin mad, hvor man på en anden måde mærker efter på kroppen, hvornår man er mæt.

Forskellige tallerkenstørrelser
En stor tallerken eller to små – der er det samme mad, men øjet kan godt snyde. Størrelsen på tallerkenen kan have betydning for, hvor meget du spiser. Vi har mange vaner, som det kan give mening at blive bevidst om og måske ændre.  
Vi er tilbøjelige til at spise mere, hvis vi spiser af store tallerkener, og det samme hvis vi drikker af store, brede glas. Privatfoto.
Se ovenstående tekst. Privatfoto.

Vil man gerne dyrke mere motion og have hjælp til at komme i gang med det, er det også en mulighed. Lenette fortæller, hvordan mere motion ofte kommer lidt af sig selv i forlængelse af, at man spiser sundere. – De fleste der starter har en afsmittende virkning. Spiser man sundere, begynder man som regel også at motionere mere, det man kan. Hun fortæller, hvordan kost og træning påvirker humøret, og at det er lettere at spise sundt, når man er i godt humør. Hun understreger også, at hjælpen til at komme i gang med træning ikke handler om bodybuilding, men om at få et helt almindeligt forhold til motion, hvor man måske gerne vil i gang med fitness, men ikke helt har mod på at finde øvelserne selv.

Reception med mange gæster

Lørdag d. 25. juni afholdt Lenette reception på kontoret, og det var med til at sætte gang i aktiviteten i firmaet. Til receptionen havde Lenette lavet forskellige små udstillinger, hvor man for eksempel kunne se, hvad en dagskost fylder, eller hvor langt man skal gå for at forbrænde kalorierne indtaget i forskellige madvarer.

Gaver fra åbent hus. – Jeg var meget glad for alle, der kom på besøg, og for de fine gaver, fortæller Lenette. Privatfoto.

Receptionen var en succes med mange gæster. – Der var jo nogle her hele tiden i de timer, og jeg synes egentlig, selvom der var familie og mange jeg kender, at dem, der så kom, også har været interesserede i at høre mere om det. 

Lenette er kommet godt i gang, og hun glæder sig til, at endnu flere kunder dukker op. – Jeg er meget positiv, det er helt sikkert.