Johnny Solberg: Vi venter gerne på borgernes indspark…

Johnny Solberg (C) - Medlem af kommunalbestyrelsen Jammerbugt Kommune.
Print Friendly, PDF & Email

Vi venter gerne på borgernes indspark…

Af Johnny Solberg (C), Sønder Skoveng 14, 9460 Brovst, Medlem af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune.

Da jeg læste et Facebook-opslag fra Ulla Flintholm den 26. september, blev jeg virkelig overrasket. Ifølge opslaget har forligspartierne nemlig været dybt engageret i Budget 2024 siden februar måned. Personligt synes jeg det er fantastisk, når politikere viser deres iver og engagement. Men her er sandheden: det endelige budgetforslag var først tilgængeligt den 4. september, efter at høringerne var overstået, og kommentarerne fra borgerne og organisationerne var blevet indsamlet. Med andre ord var det først på denne dag, vi lærte, hvad “budget i balance” egentlig indeholdte, og allerede dagen efter skulle det godkendes på økonomiudvalgsmødet.

LÆS OGSÅ: Ulla Flintholm: Budgetforlig kræver åbenhed, tillid og politisk vilje til samarbejde

Selvfølgelig er det helt logisk at arbejde med budgettet hele året, som vi alle har gjort i stor stil i vores respektive udvalg – det er vi alle enige om. MEN jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er så skuffende for Ulla Flintholm, at vi ønsker at høre borgernes og organisationernes input, før vi dykker ned i tallene og går i forhandlinger. I min verden lyder det bare som almindelig anstændighed.

Ifølge samme opslag skulle det se ud, som om Lokallisten, John Bjerg og de konservative atter har brudt gamle traditioner ved at komme med alternative forslag på selve budgetseminaret. Det er da også en frygtelig uskik – især når vi gik og troede, at formålet med budgetseminaret var at finde den bedste løsning for kommunens borgere, og ikke så meget om, hvornår forslagene blev præsenteret.

Jeg forstår fuldt ud Ulla Flintholms bekymringer og klager over vores måde at håndtere processen på. Vi gør tingene anderledes, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan finde fælles fodslaw. Jeg er dog glad for, at forligspartierne alligevel valgte at inkludere vores forslag om udskiftning af gadebelysningen i kommunen – selvom vi først præsenterede det på budgetseminaret fredag formiddag, lige inden forhandlingerne officielt startede.

Men jeg må bede forfatteren af opslaget forklare, hvornår et budgetforslag egentlig er “for sent.” Forligspartierne har jo besluttet at inkludere vores forslag i budgetaftalen for 2024 og samtidig beskyldt os for at komme for sent ind i kampen.

Endelig mener Ulla Flintholm, at det er en dårlig vane, at politikere ikke forbereder sig ordentligt til budgetprocessen. Det kan jeg kun give hende ret i. Heldigvis ved jeg, at vores forberedelser er i top, og vi har overhovedet ingen problemer med at præsentere vores budgetforslag både på budgetseminarer og under de politiske drøftelser i kommunalbestyrelsen. Vi er nemlig helt fokuserede på borgernes velfærd – og ikke så meget på en beslutningsproces, der virker som om den ikke rigtig skaber værdi for borgerne. Men sådan er der jo så meget…

LÆS OGSÅ: Politihundene fra Brovst klarede DM og sidder solidt i toppen

1 KOMMENTAR

  1. Ja ,Ulla Flintholm er ikke en politiker som, er af værdighed, Og spørger man hende ,så får vi intet svar, UFATTELIG at der er borger som stemme på det hvinde menneske, ,,,

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn