Ulla Flintholm: Budgetforlig kræver åbenhed, tillid og politisk vilje til samarbejde

Ulla Flintholm
Ulla Flintholm (V) medlem af Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

Af Ulla Flintholm(V) Medlem af Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune

Budgetforlig kræver åbenhed, tillid og politisk vilje til samarbejde

Budgetlægningen i kommunerne er svær, vi står med en fælles udfordring, som vi SKAL løse, nemlig at vi skal få pengene til at slå til. Derfor er der også besparelser i årets budget, besparelser – som vi godt ved, gør ondt. Men når man skal prioritere, og det er jo det, vi skal som politikere, så betyder det også, at vi må prioritere noget fra, når vi ikke har råd til at fortsætte de stigende udgifter på driften. Det er altid barskt, for når vi prioriterer noget fra, for så rammer det borgere, og det rammer ansatte. Men hvis vi ikke prioriterer, så kan vi ikke finansiere vores regninger fremadrettet.

Der har været sagt og skrevet meget om Budget 2024, der er nogle, der påstår, at vi prioriterer at låne penge til at lægge kassen – eller i madrassen. Og bare for at slå det helt fast, man må IKKE låne til kassen, man må låne til anlæg.

Det er også blevet skrevet meget om det engangsbeløb, vi har modtaget på bl.a. efterreguleringen af grundskyld, skal de penge bruges? Og selv om det er foreslået at bruge dem på at nedbringe gæld, så er det jo alligevel at bruge dem.

På Danmarks radio talte man hele dagen den 21/9, da vi førstebehandlede Budget 2024, om grundskyldsreguleringerne. Man talte med borgmestre, der har mistet penge, de skal finde flere besparelser – og man talte med borgmestre, der har fået penge, de tør ikke bruge pengene, fordi alle ved, at der er stor sandsynlighed for, at pengene skal afleveres igen i 2027. Og når vi ser, hvordan borgere rundt om i landet er ramt af meget skæve ejendomsvurderinger – og det er især gældende for Jammerbugt Kommune, så ved vi også, at vi ikke kan bruge pengene nu.

Vurderingen fra vores forvaltning er, at vi skal betale 46 mio. tilbage. Hvor skal vi få de penge fra i 2027, hvis vi bruger dem nu?

Forligsparterne får kritik for at komme med et færdigt oplæg til et budget i balance på budgetseminaret, Merete Fuglsang Hansen kalder det lige frem for en ”dårlig vane”.

Men det er jo sådan rent lovgivningsmæssigt, at Økonomiudvalg er forpligtede til at komme med et forslag til et budget i balance, det må man IKKE man bare lade være med, og sådan er det for ALLE kommuner. I øvrigt så var det et enigt økonomiudvalg, der stod bag forslaget om et budget i balance – også det konservative medlem Jørgen Ravn Christensen.

Men vi kunne da godt have ønsket os, at forslagene fra de fire, der ikke er med i budgetaftalen, var kommet på bordet langt tidligere, så vi kunne have indarbejdet flere af dem i økonomiudvalgets oplæg. Men igen i år fik vi først tilsendt ønskerne og kravene på skrift fra de fire efter budgetseminaret, SÅ ærgerligt. Og endnu mere ærgerligt når der faktisk sidder et medlem fra firemands-gruppen i økonomiudvalget.

Vi har i økonomiudvalget arbejdet med budget siden februar. Det har vi også ude i de politiske grupper. Vi har holdt mange og lange gruppemøder i Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarks Demokraternes gruppe, og det ved jeg, de også har i Socialdemokratiets og Socialistisk folkepartis gruppe. De møder har vi holdt bl.a. med baggrund i fagudvalgenes budgetdrøftelser, og derfor har vi også fra begge grupper kunnet melde ind til processen og til økonomiudvalgets budgetarbejde.

Så er det rigtigt, at de omstillingsforslag, vi sidst i processen vælger at sende i høring, dem får vi først svar på dagen inden økonomiudvalgets møde. Men i alle fagudvalg har vi haft dialog med medarbejdere om det, vi kalder ”Den gode ide”. I Økonomiudvalget har vi haft dialogen med Hoved MED.

Men vi har IKKE haft dialogen med brugere om at lukke Frivillighuset, og vi har IKKE haft dialogen med medarbejdere om at lukke dagtilbuddet i V. Hjermitslev, som Merete Fuglsang Hansen, Jørgen Ravn Christensen, Johnny Solberg og John Bjerg foreslår. Og hvis man skal tale om dårlige vaner, så er det da virkelig en dårlig vane, at man som politiker ikke forbereder sig i budgetprocessen og står frem med sine ønsker, så de kan komme i høring sammen med de øvrige forslag. Det er ikke ordentligt.

Vi håber derfor, at firemands-gruppen er bedre forberedt til næste års budget, at de fremsender deres forslag, så de kommer med i høringen, og at de beholder arbejdstøjet på hele weekenden til budgetseminaret, som vi andre gjorde. For selv om vi tager udgangspunkt i Økonomiudvalgets forslag, så betyder det ikke, at forligsparterne er enige på forhånd, men vi forhandler os frem til enighed via dialog i de politiske grupper, og via dialog i det fælles forhandlingsrum.

Der sker nemlig også det, at hvis man forbereder sig, så har man mulighed for at ændre noget. Og det kan sagtens være, at processen skal ændres, det er vi da villige til at gå i dialog om, for kan noget forbedres, så skal det selvfølgelig forbedres. Men man ændrer ikke noget ved at hemmeligholde sine forslag og først trække i arbejdstøjet, når processen er afsluttet. Man ændrer noget ved at være i arbejdstøjet under processen og ved at fremsende sine forslag under processen.

LÆS OGSÅ: En milepæl er nået i budgetlægningen for 2024 i Jammerbugt Kommune

1 KOMMENTAR

  1. Politisk vilje fine ord, uden indhold..
    Det går vel begge veje,
    Hvor er viljen til at samarbejde med di 4 andre i kommualbestyrelse
    Politisk vilje fine ord uden indhold

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn