Jammerbugt Kommune markerer Earth Hour ved at slukke gadelyset

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

I anledning af det verdensomspændende initiativ, Earth Hour, slukker Jammerbugt Kommune igen i år for gadelyset mange steder for at sætte fokus på naturen og klimaet.

Det sker lørdag 28. marts i en time fra kl. 20.30 til 21.30, hvor der slukkes for lyset på de fleste veje og gader i kommunen.


Udstillinger på bibliotekerne
Bibliotekerne i kommunen markerer også Earth Hour ved at have udstillinger om emnet på hver afdeling.

Earth Hour er en tradition, som rigtig mange danskere deltager i hvert år. Det samme gør mange af landets kommuner, som slukker for gadebelysning, arrangerer aktiviteter med fokus på biodiversitet eller laver hyggelige events i mørket.

Flere tusinde ikoniske bygninger verden over blev mørkelagt sidste år i forbindelse med Earth Hour. Herunder Kronborg Slot, Eiffeltårnet i Paris, Empire State Building i New York og Operahuset i Sydney.