Jammerbugt FC tomhændet fra Amager

Omar Natami
Omar Natami Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Det endte med et nyt nederlag til Jammerbugt FC, da en vigtig kamp i bundstriden blev spillet på udebane mod Fremad Amager.

Jammerbugt FC havde brug for lidt optur, men fik i stedet en svær start på opgøret, da værterne fra Amager allerede efter to minutters spil sendte kampens første scoring i mål.

Faktisk havde Fremad Amager deres første forsøg allerede efter 16 sekunder. Det resulterede i et hjørnespark, som Pape fik halvclearet i målet. Det endte med et nyt hjørnespark og denne gang headede værternes Hans Christian Bonnesen bolden i nettet ved bagerste stolpe.

Jammerbugt FC fik rystet chokstarten af og fik skabt sig tid på bolden. Efter fem minutter fik Alya Toure også sendt et nærgående forsøg lige forbi foden af den ene stolpe. Jammerbugt FC spillede sig fint ind i opgøret, i hvad der udviklede sig til en jævnbyrdig 1. halvleg.

Det blev ikke til flere mål før pausen, men kun fem minutter inde i 2. halvleg lykkedes det at udligne til 1-1. Jammerbugt FC var kommet godt ud fra pausen og fortsatte med at jagte en vej tilbage i opgøret. Den kom, da Jammerbugt FC fik et par hjørnespark. Først headede Ahmed Gero på den ene stolpe, hvor værternes keeper fik fingerspidserne på. På det efterfølgende hjørnespark fik Fremad Amager kun halvclearet, og så var Omar Natami først over den løse bold. En god første berøring blev flugt op af en præcis vrist, der sendte bolden flot i det lange hjørne til stor forløsning for Jammerbugt FC spillerne, der ikke havde scoret i de tre foregående opgør.

Dermed var Jammerbugt FC fortjent tilbage i opgøret og kunne øjne vigtige point forude. Men sådan gik det desværre ikke. Spillet bølgede frem og tilbage i den lige kamp, men det blev værterne, som svarede igen på udligningen. Med godt 25 minutter tilbage var det endnu et hjørnespark, som førte til mål. Denne gang et hovedstød ved forreste stolpe.

Denne gang kom Jammerbugt FC ikke tilbage, selvom der blev kæmpet for sagen. Mens holdet måtte jagte en ny udligning, udbyggede Fremad Amager i kampens sidste minutter til både 3-1 og 4-1.

Først blev et frispark sendt i feltet og her faldt en løs bold ned for fødderne af Fremad Amagers Gustav Markussen, som bankede bolden fladt i nettet. Fem minutter senere lukkede værterne kampen endegyldigt med et gennembrud i venstre side og et fladt indlæg tæt under mål, hvor Jakob Johansson prikkede den ind over stregen en sidste gang denne fredag aften.

Pointene virkede tæt på og så alligevel så langt fra ved slutfløjtet. Nu er der hårdt brug for nogle af slagsen, når det i næste runde gælder Esbjerg fB hjemme på Sparekassen Danmark Arena.

Fremad Amager – Jammerbugt FC: 4-1 (1-0)
02’ 1-0 Hans Christian Bonnesen, Fremad Amager
50’ 1-1 Omar Natami, Jammerbugt FC
64’ 2-1 Hans Christian Bonnesen, Fremad Amager
83’ 3-1 Gustav Marcussen, Fremad Amager
88’ 4-1 Jakob Johansson, Fremad Amager

Jammerbugt FC: Pape Seudou Ndianye – Abdramane Djitteye (Sead Gavranovic), Moussa Kamara, Rayan Senhadji, Ismael Sidibe (Boubacar Haidara), Emil Adrendrup Nielsen – Omar Natami, Farid Ikene, Sekoua Tidiany Bangoura (Leonel Gomes), Alya Toure (Yan Bouché) – Ahmed Gero. Ikke benyttet: Mikkel Rod Jensen, Abubakar Shola Collins.