Indvielse af butik på Ressourcecenter Jammerbugt

Jammerbugt
Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Mandag 29. november er der officiel indvielse af butikken på Ressourcecenter Jammerbugt. Den fysiske butik er en af de mange arbejdsudviklende aktiviteter, kommunen tilbyder borgerne, og flere af varerne er unika produkter produceret af borgerne selv. 

Siden slutningen af oktober har man kunne købe forskellige kvalitetsprodukter i butikken knyttet til Ressourcecenter Jammerbugt (RCJ) på Skolegade i Halvrimmen. Produkterne er håndlavede og produceret af borgerne på ressourcecenterets værksteder.

”Vi er kommet godt i gang med butikken, og er glade for at have fået en rolig start, så vi har haft tid til at få produceret flere varer til butikken. Butikken er vigtig i forhold til vores borgere, som har en autismespektrumforstyrrelse. Her kan de forberede og udvikle sig, inden de skal i en ekstern praktik eller i jobforløb i en virksomhed”, fortæller afdelingsleder Andreas Nørskou Overgaard.

Butikken tilbyder blandt andet varer fra træværkssted, håndværksfag og fra det kreative værksted, og har åbent i nogle timer tirsdage, torsdage og fredage. Åbningstiderne vil blive udvidet løbende over den kommende periode.

”Vi træner arbejdsudviklende aktiviteter i butikken, det kan være kundebetjening, lageroptælling, rengøring, udstilling, indpakning, dekoration, salg og service”, siger Andreas Nørskou Overgaard.

Til at begynde med sælges varerne fysisk i butikken på RCJ, senere er der planer om, at varerne også skal sælges gennem en webshop. Betaling foregår via mobilepay.

Om Ressourcecenter Jammerbugt

RCJ åbnede som dagtilbud 1. maj 2019. Siden da er sket en løbende udvidelse af tilbuddene til borgere med en autismespektrumforstyrrelse, ligesom antallet af borgere tilknyttet RCJ er vokset fra 35 borgere til 125 borgere. Borgere kommer hovedsageligt fra Jammerbugt Kommune, men også fra andre kommuner i Region Nordjylland.

I dagtilbuddet tilbydes individuelle tilrettelagte tilbud med en bred vifte af aktiviteter for borgerne, som alle er knyttet til arbejdsudviklende fag målrettet interne praktikforløb på RCJ og eksterne praktikforløb ude på virksomhederne.

”Vi er stolte over at have et så fagligt velfunderet tilbud i Jammerbugt Kommune og glade for den hjælp, som vi af denne vej kan give borgerne i målgruppen. Vi glæder os over, at tilbuddet nu også indeholder en butik, hvor borgerne ser, at deres egenproducerede varer kan omsættes”, udtaler Morten Klessen, der er formand for Beskæftigelsesudvalget.

Den officielle indvielse af butikken sker mandag, 29. november kl. 14.00Skolegade 3, 9460 Brovst.

Borgmester Mogens Christen Gade står for indvielsen.

Alle er meget velkomne til at deltage i indvielsen, hvor man kan se både butikken og de øvrige aktiviteter på RCJ. Der serveres også lidt til ganen.