Coop sparer 290 ton plast om året med ny pose

Med de nye poser sparer Coop 290 ton plast om året. Foto: Coop
Print Friendly, PDF & Email

Coop sparer 290 ton plast om året med ny pose

Coop har udskiftet den hidtidige engangspose med en ny variant, som indeholder meget mindre plast, og det giver store CO2-besparelser i produktionen. Selvom den nye pose er tyndere, så kan den stadig løse kundernes behov for at kunne fragte varer hjem fra butikkerne.

Har man købt en plastikpose i en af Coops butikker for nylig, har man måske bemærket, at posen ser anderledes ud. Det skyldes, at Coop har lanceret en ny type plastpose, en såkaldt T-shirt-pose, som i disse uger bliver rullet ud i flere af Coops butikker. Det sker som led i en forenklingsproces af hele posesortimentet.

Den nye pose er tyndere end tidligere bæreposer, fordi der anvendes mindre plast i designprocessen. Nærmere bestemt 290 ton plast om året. Alligevel løser posen kundens behov for at fragte sit indkøb hjem fra butikken. Og den store reduktion i brugen af plast giver en tilsvarende reduktion i CO2-udledningen i produktionen af poserne på 545 ton CO2 om året. Og så er posen lavet af 90 procent genanvendt plast.

Thomas Roland, ansvarligheds- og kvalitetschef i Coop, siger:

”Hvis man skal perspektivere det lidt, så svarer den årlige CO2-reduktion til udledningen fra en almindelig familiebil, der kører 104 gange rundt om jorden. Så det er bestemt ikke småting.”

Fald i salget af bæreposer

Salget af bæreposer er faldende i Coop, og den udvikling tilskriver Thomas Roland dels de senere års afgiftsstigninger på plastikposerne og dels, at Coop opfordrer kunderne til at bruge genbrugsposer eller egne indkøbsnet i stedet for at købe nye plastikposer.

”Men vi ved også, at der stadig er mange kunder, der forsat har behov for at købe en plastikpose. Så Coop holder fast i også at sælge bæreposer i plastik, og så gør vi, hvad vi kan, for at designe dem med så lidt plast som overhovedet muligt,” siger Thomas Roland.

Den nye bærepose lander i de fleste Coop butikker i løbet af marts.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn