Børn i alderen 7-12 år inviteres til sommerkunstskole 2023 i uge 26

Foto fra tidligere år Jammerbugt Kommunes årlige sommerkunstskole
Print Friendly, PDF & Email

Børn i alderen 7-12 år inviteres til sommerkunstskole 2023 i uge 26

Når Jammerbugt Kommunes årlige sommerkunstskole slår dørene op i uge 26, vil der være spændende og kunstneriske aktiviteter for børn mellem 7 og 12 år. 

Jammerbugt Kommunes sommerkunstskole foregår traditionen tro på den gamle Herregård Bratskov i Brovst i uge 26 – fra mandag til fredag kl. 9-14.

I år kan børnene vælge mellem fire forløb:

  1. Billedkunst & Design – med temaet: Hjerter (plads til 24 børn)
  2. Vi Bygger – med temaet: Fantasifulde Stole (plads til 12 børn)
  3. Dans (plads til 18 børn)
  4. Papirkunst – sammen med Museum for Papirkunst (plads til 12 børn)

Det er professionelle kunstneriske undervisere, der står for undervisningen, og der bliver mulighed for både fordybelse og læring – og selvfølgelig en masse sjov med nye kammerater.

Sommerkunstskolen har eksisteret i flere år, og formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreasen, fortæller, at den er blevet en institution og en betydningsfuld del af de kulturtilbud, som Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget iværksætter for borgere i Jammerbugt Kommune. 

”Det glæder os meget, at der år efter år er fuld opbakning til Sommerkunstskolen. Mange af eleverne er med i den årrække, de kan, og små søskende kommer til. Det må jo være et kvalitetstegn”, udtaler Helle Bak Andreasen.

Næstformand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Kiki Bach, er enig og pointerer:

”Kvalitet er netop et af kodeordene for Sommerkunstskolen. Her går kunst, pædagogik, læring og gode sociale oplevelser hånd i hånd. Det er kunstnere med lang pædagogisk erfaring, der varetager undervisningen, og kunstnerne bruger deres professionelle kunstneriske praksis og omsætter den til børnehøjde – og sikke værker der hvert år fremstilles og fremvises på fredagens fernisering. Det er en stor fornøjelse”, lyder det fra Kiki Bach.

Ugen afsluttes med offentlig fernisering og opvisning, hvor børnene viser, hvad de har lavet i ugens løb. Ferniseringen er åben for alle interesserede. Den finder sted fredag 30. juni 2023 kl. 13 på Bratskov.

Tilmelding

Sommerkunstskolen er for alle børn i Jammerbugt Kommune i alderen 7-12 år. Prisen for hele ugen er 400 kr.

Tilmelding skal ske via https://raadhusjammerbugt.nemtilmeld.dk/series/sommerkunstskole-2023/ – her kan også læses mere om de enkelte forløb. Der er tilmeldingsfrist 11. juni 2023.

Der er bevilget 41.800 kr. til Sommerskolen 2023, og Sommerkunstskolen er desuden støttet af Børns Møde Med Kunsten, KulturKANten.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn