LandboNord vil sikre arbejdskraft til corona-ramte nordjyske landbrug

Foto: LandboNord.
Print Friendly, PDF & Email

Mens det meste af Danmark er lukket ned som følge af corona-virus, så fortsætter landbruget med at producere fødevarer til befolkningen.

Nu er der godt nyt til landmændene i Jammerbugten, som måtte frygte, at medarbejderne eller en selv må lægge sig syg grundet corona-virus i den kommende periode.


LandboNord har nemlig iværksat et ekstraordinært jobmatch, hvor folk kan melde sig til at assistere, hvor og hvis det bliver nødvendigt.

– Vi er nødt til så vidt muligt at være et skridt foran det vi oplever i øjeblikket. Derfor vil jeg appellere til alle, der har mulighed og evnerne til at tage et lønnet arbejde i landbruget, om at melde sig, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, i en pressemeddelelse.

Lønnet arbejde
Du kan melde dig til initiativet ved at sende en mail til coronajob@landbonord.dk hvori du skriver fra hvilket geografisk område, du kan hjælpe i, og hvilke faglige kvalifikationer du har at byde ind med. Herefter vil LandboNord matche indkomne kandidater med de landmænd, som har brug for hjælp.

– Der vil være tale om et lønnet stykke arbejde, hvor betingelserne for arbejdet vil blive aftalt præcis som hvis det var en normal situation. Vores medarbejdere står klar til at svare på spørgsmål og rådgive de steder, hvor det måtte være nødvendigt, siger rådgivningschef i LandboNord Agriculture, Merete L. Andersen.

Vi hjælper hinanden
Til alle der har brug for hjælp i landbruget eller til dig der vil hjælpe. Kontakt coronajob@landbonord.dk