Vink farvel til Kommunal Tandpleje i Jammerbugt

Peter Pedersen, adjunkt, Gl. Landevej 20 Birkelse, 9440 Aabybro
Print Friendly, PDF & Email

Vink farvel til Kommunal Tandpleje i Jammerbugt

 Af Peter Thellufsen Pedersen, kandidat til kommunalvalget for Liberal Alliance i Jammerbugt

En meget splittet kommunalbestyrelse i Jammerbugt kommune valgte tilbage i slutningen af 2022 at lukke de fire kommunale tandplejer, og samle dem i én centraliseret tandpleje.  Baggrunden var økonomi og rekrutteringsproblemer. 

Dengang spurgte man medarbejderne, hvor de helst ville have placeret den samlede tandpleje, og svaret var entydigt Aabybro, fordi man her var nærmest Aalborg, og det derved kunne lade sig gøre at rekruttere og fastholde personale. Det viste sig desværre, at man kun spurgte medarbejderne til råds for syns skyld – de dristede sig nemlig til at give et svar som nu afgående borgmester Mogens Gade ikke brød sig om, og han fik derfor trumfet en placering i Brovst igennem. Han påstår selv at dette er for kommunens bedste, men det lugter gevaldigt af sognerådspolitik. Mogens Gade kommer som bekendt fra Skovsgaard. Var dette en sidste farvel-hilsen til de trofaste vælgere i Brovst og omegn?

Nu er der så kommet nyt i sagen, og det drejer sig om fastholdelse og rekruttering af medarbejdere til den nye klinik, som altså skal placeres i Brovst. Fra en anonym medarbejder har jeg at: overtandlægen har sagt op, en anden tandlæge har sagt op fordi Brovst er for langt væk, og flere i personalet er i tvivl om de vil fortsætte i klinikken, herunder ikke kun tandlæger mens også klinikassistenter og andet personale. Den rystende status er, at der er 2 deltidsansatte tandlæger til at dække mere end 8000 brugere af den kommunale tandpleje! Den store usikkerhed giver ligeledes et ”usikkert og stressende” arbejdsmiljø for de tilbageværende ansatte.

Det vi nu er vidne til, er resultatet af en magtfuldkommen leder af en kommunalbestyrelse, som mod bedre vidende, har trumfet sin vilje igennem, til gene for det store flertal af kommunens borgere. Havde man dog bare lyttet til medarbejderne eller brugt sin sunde fornuft, kunne vi have været dette foruden. Det er ganske simpelt ikke muligt at tiltrække personale til en klinik i Brovst. Med mindre man selvfølgelig vil skrue op for lønnen, hvorved man jo så mister den økonomiske gevinst, der skulle være ved sammenlægningen. Men Mogens Gade og Venstre kan jo være ligeglade: det er jo bare borgernes penge.

Selvfølgelig skal alting i kommunen ikke samles i eksempelvis Aabybro. Men når man vælger at lukke og centralisere på baggrund af rekrutteringsproblemer, og man er klar over at de ansatte foretrækker en placering i kommunen som er tæt på Aalborg, giver det da ingen mening at man søger en anden placering.

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt med Venstre i spidsen klager over dårlig økonomi på baggrund af den demografiske udvikling. Det betyder i praksis at den dårlige økonomi skyldes en aldrende befolkning, og for få unge mennesker i kommunen. Men Venstre kan da ikke undre sig over, at de unge mennesker der arbejder i Aalborg søger andre steder hen, som Vestbjerg, Vodskov eller Vadum, når man træffer beslutninger som denne, som direkte kommer til at være en ulempe for børnefamilierne?

Venstre påstår selv at de står for en kommune i udvikling, men de viser gang på gang at de i stedet står for decideret afvikling på grund af smålig sognerådspolitik.

6 KOMMENTARER

  1. Selvfølgelig skal alting ikke pladseres .i den østlige del af Jammerbugten
    Når den nye tandlæge klinik står færdig, så skal vi bare se,At det bliver ingen problemer med personalet

  2. Den 11 november 2023 skrev jeg følgende her i Jammerbugtposten:
    Hvorfor skal Tandplejen ligge ved Sundhedshuset i Brovst?
    I artikel af 8 sep. 2022 på Jammerbugtposten.dk om samlet tandpleje i Jammerbugt kommune citeres borgmesteren :” Derudover ønsker vi at udnytte de faciliteter, som vi i kommunen allerede har i Brovst i form af Jammerbugt Sundhedshus”.

    Det kunne være rart at vide hvilke faciliteter det er, når der først skal rages noget af sundhedshuset ned for at skabe plads til nybyggeri. Er det en parkeringsplads man sparer?

    Hvordan er forklaringen på den ringe offentlige transport, der er fra kommunens yderområder til Brovst. Er det meningen at kommunen vil stille transport til rådighed? Skal forældre tage fri for arbejde for at køre deres børn og unge? Hvad er økonomien i det og hvad med det grønne regnskab?
    Peter Thellufsen Pedersen
    Desværre kunne det ikke dengang formå nogen fra byrådet til at kommentere det, men alt held til dig Peter Thellufsen Pedersen i dine bestræbelser

    • Ja en god point og hvor er de lokalpolitikkerer med et svar uf om at stikke hoved i busken. Der mangler en placering af ansvar for den eller de ansvarlige. Personalet lyver ikke da de siger op så hvad er begrundelsen fra kommunalbestyrelsen og specielt Venstre byrådsgruppe de kunne være særdeles godt at få klarlagt

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn