Vil undgå hamstring: Salg af medicin begrænses på apoteker

Print Friendly, PDF & Email

Sundhedsministeren har aktiveret lægemiddelberedskabet for at undgå, at der opstår forsyningsproblemer med medicin som følge af hamstring, og derfor kan der nu kun købes medicin i et begrænset omfang.

Det betyder bl.a., at man ikke kan købe mere receptmedicin på apoteket end det, der svarer til ens normale forbrug. For eksempel må apoteket kun udlevere en pakning på 100 stk., hvis det på recepten er angivet, at der kan udleveres 2 gange 100 stk.


Ved køb af håndkøbslægemidler på apoteker, supermarkeder og andre steder, hvor man kan købe medicin i håndkøb, kan man kun købe en pakke af hver type medicin med det samme aktive indholdsstof. 

For de ældres, de syges og de svages skyld
– Indtil videre er der ingen tegn på forsyningssvigt af medicin på grund af udbruddet af coronavirus. Sådan skal det blive ved med at være. For ellers er det de ældre, de syge og de svage danskere, det kommer til at gå ud over. Derfor begrænser vi for en sikkerheds skyld salget af medicin, og derfor opfordrer vi alle til at vise samfundssind, holde sig fra at hamstre og hjælpe med til at sørge for, at der ikke opstår unødige problemer med forsyningen af medicin, siger direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Lægemiddelstyrelsen følger situationen, og det kan ikke udelukkes, at andre tiltag kan blive nødvendige.