ForsideDebatValget bliver grønt og handler om klima

Valget bliver grønt og handler om klima

Af Rasmus Prehn, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, valgt og opstillet i Nordjylland. 

Danmark og resten af verden er så heldige, at vi har en særdeles aktiv og kritisk ungdom. En ungdom der siger fra og råber op. De vil ikke finde sig i de fejl, vi ældre generationer har begået. Det skal vi være taknemmelige over. Det er et privilegium for et samfund med en aktiv og kritisk ungdom. Det gælder ikke mindst i klimasagen, hvor de unge virkeligt har en pointe i, at noget – og noget helt andet – skal ske, hvis det ikke skal gå helt galt. 

I dag bruger verden så mange af vore naturressourcer, at det svarer til 1,7 jordklode om året. Kigger vi på os danskeres forbrug alene, er det langt højere. Vi bruger mere end 3 jordkloder om året. Hvert år dør 3000 danskere pga. luftforurening.

500.000 ton plastaffald fra EU havner hvert år i havet – det svarer til hele 66.000 skraldevogne fyldt med plastic. Derfor skal der handling til – hellere i dag end i morgen.

Jeg foreslår, at Danmarks næste socialdemokratiske regering benytter FN’s Verdensmål som afsæt for det kommende regeringsgrundlag. Og jeg foreslår, at vi skaber den mest klimabevidste og miljørigtige regering i verden.

Gør vi det på den rigtige måde, kan vi også skabe arbejdspladser, udvikling og bedre velfærd, mens vi gør det. Den grønne dagsorden behøves ikke kun at være afholdenhed og selvpineri. Den grønne dagsorden handler også om at tænke smartere, anderledes og innovativt.

Lad mig i denne sammenhæng minde om, at kampen for klima, miljø og bæredygtighed ikke er ny for os socialdemokrater. Slet ikke. Det er en årelang kamp for os socialdemokrater.

Tænk på Staunings naturfredningslove allerede i 1930’erne. Tænk på, at Jens Otto Krag udnævnte verdens første minister til forureningsbekæmpelse, Jens Kampmann, i 1971. Tænk på Norges statsminister, Gro Harlem Brundtland, der skrev Brundtlandrapporten om klima og bæredygtighed allerede i 1987 og tænk på miljøminister Svend Auken, der gjorde Danmark til det ubestridte miljøforegangsland i 1990’erne.  

Men husk også, at vi blev bekæmpet af Anders Fogh Rasmussen, da han blev statsminister i 2001. Han ansatte Bjørn Lomborg til at fortælle os, at alt med klimaforandringerne var fup og fidus og ikke værd at gøre noget ved.

Husk også Anders Foghs tale, hvor han sagde, at ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det dårligere under Fogh-regeringen.

Tænk på, hvor langt vi kunne have nået i Danmark, hvis Fogh og Venstre havde kæmpet klimakampen offensivt og visionært, fremfor at bekæmpe det som de fejlagtigt, hånligt og ødelæggende kaldte for Svend Aukens miljøimperium.

Den grønne kamp er en årtier lang socialdemokratisk og politisk kamp – ikke kun noget de nye generationer har fundet på. Lad Danmark vise omverdenen og lad os voksne vise ungdommen, at vi stadig er inde i kampen. At vi tænker grønt, klimavenligt og bæredygtigt.

Også fordi vi ved, at det er de svageste, der rammes først, hvis det går galt. Folketingsvalget den 5. juni bliver grønt og handler rigtigt meget om klima!

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER