ForsideDebatUnge bekymrer sig mest om klimaet

Unge bekymrer sig mest om klimaet

Print Friendly, PDF & Email

Klimakrisen ligger mest på sinde hos den unge del af befolkningen, viser en analyse fra IDA

Danskerne bekymrer sig i stigende grad om klimaet, der også står til at blive et af de helt store temaer til det kommende folketingsvalg. Men der er især én gruppe i befolkningen, hvor klimakrisen for alvor har brændt sig fast. Nemlig de unge, hvor mere end hver fjerde enten er ‘meget bekymret’ eller ‘bekymret’ for klimaforandringerne, viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA. Resten af befolkningen ligger marginalt under. 

»De unge i dag er alt andet end en generation af forkælede og dovne individer uden interesse for samfundet, som de nogle gange bliver beskyldt for. Det beviste fredagens klimastrejke også. Vores undersøgelse understreger, at den næste generation tager vor tids store udfordringer gravalvorligt.

Og med rette – for klimaet kan ikke vente, det kræver handling nu, hvis vi skal mindske skaderne på vores klode. Vi skal derfor tage den unge generations bekymring alvorligt. Det er dem, der skal arve kloden, og det kræver handling fra alle generationers side,« siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

IDA har lavet en energivision, der kan sikre, at Danmark giver sit bidrag til FN’s klimamål. Ifølge den skal vi nytænke hele vores transportsektor, der ikke kun tæller personbiler, men også inkluderer den kollektive trafik, gods- og flytransport. For det andet skal vi energirenovere vores samlede bygningsmasse og endelig skal vi investere massivt i vedvarende energi. Et af de helt store temaer til det kommende folketingsvalg bliver også klimaet. Derfor mener Thomas Damkjær Petersen, at klimabekymringerne bør få folketingets partier til at handle nu.

»Meget tyder på, at især de unge sætter deres kryds ved et parti, der tager klimaudfordringen alvorligt. For menneskets fremtid står på spil, og vi bliver alle nødt til at sætte turbo på nu for at indrette et samfund, vi kan være vores børn og børnebørn bekendt. Jeg har heldigvis en kæmpe tiltro til den kommende generation, når det kommer til handlekraft i forhold til klimakrisen,«  siger han.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER