Undgå sort TV-skærm til juni

Et bredt politisk flertal har vedtaget, at de højeste frekvenser i antennesignalet skal bruges til at give danskerne bedre mobilt bredbånd. Frekvensændringerne betyder, at tv-antennesignalet fra den 2. juni overgår til en ny sendeteknologi, DVB-T2.

Ser du tv via antenne på et lidt ældre fjernsyn – typisk fra før 2012 – kan du risikere, at det går i sort fra 2. juni, når frekvensændringen træder i kraft.

-- annonce ---


Hvis du allerede ser tv via kabel, satellit eller bredbånd er der ingen fare, men ser du tv via antenne, så bør du tjekke, om dit tv kan modtage de nye signaler. Er det ikke tilfældet, kan problemet løses ved at anskaffe et nyt tv eller en ”tv-boks”, der kan modtage de nye signaler.

Ser du tv via antenne, så kan du på denne måde tjekke, om dit fjernsyn kan modtage det nye signal
Som tommelfingerregel er dit fjernsyn i stand til at modtage de nye signaler, hvis det er fra 2012 eller nyere.

Men prøv at gå ind på “T2 Testkanalen” på kanalplads 88 på dit fjernsyn (tryk 8 to gange på din fjernbetjening). Hvis du kan finde kanalplads 88 og her se teksten “Det virker!”, er dit fjernsyn klar til at modtage det nye signal, og der er ikke grund til at gøre yderligere. Hvis du ikke – heller ikke efter at have foretaget en kanalsøgning – kan finde kanalplads 88, så kan du ikke modtage det nye tv-signal. Husk at tjekke alle fjernsyn i dit hjem samt i sommerhus, campingvogn o.l.

Kilde: Sortsignal.dk

Ifølge DR kan op mod 150.000 danskere miste tv-signalet ved overgangen.

Overgang til nyt antenne-tv-signal skulle være gennemført den 31. marts 2020, men grundet corona-situationen blev det udskudt til den 2. juni 2020.