Tre råd: Sommertiden kan være farlig for din hund

Nu skriver kalenderen endelig sommer, hvor mange danskere tilbringer størstedelen af tiden udendørs. Det gælder også vores kæledyr, som nyder masser af leg og aktivitet i haven. I de varme måneder er det dog ekstra vigtigt at være opmærksom på vores hunde, da sommeren kan være farlig for de firbenede væsner.

– Sommeren er en fantastisk tid for både mennesker og kæledyr, men desværre er der også mange farer, vores kære hunde kan støde på i løbet af sommeren, som kan have store konsekvenser, hvis ikke vi hundeejere er opmærksomme, lyder det fra Sanne Ross, der er chefdyrlæge hos AniCura med dyrehospitaler i hele landet. Hun lister her nogle af de typiske ulykker, der kan opstå i løbet af sommeren, og hvad man som hundeejer bør være særligt opmærksom på. 

-- annonce ---


Vær opmærksom på hedeslag

Sommervarmen kan være hård for vores kæledyr. De firbenede væsner har til forskel fra mennesker kun få svedkirtler i trædepuderne og kan ellers kun regulere kropstemperaturen ved at ånde det ud. Hedeslag kan som regel indtræffe hos hunde, når temperaturen rammer 20-25 grader, men det afhænger også af, hvor aktiv hunden er.

– Hold gerne hunden i skyggen så meget som muligt, og derudover skal den altid have adgang til vand. Det er også en god idé at holde hunden i ro, da den ikke selv kan mærke, hvornår den skal stoppe med leg og aktiviteter i haven – og det kan ende rigtig galt. Det er generelt en god idé at holde øje med hundens kropstemperatur, som ikke må blive for høj, siger Sanne Ross og uddyber, at hedeslag blandt andet kan vise sig ved, at hunden bliver sløv eller bevidstløs, eller hvis den savler og halser mere end normalt.

Ryd op efter grillmiddagen

Hvad er bedre end grillede majskolber? Vores hunde synes også, at grillede majskolber er en lækker sommerdelikatesse, men desværre er selve kolben svær for hunde at fordøje. Derfor oplever AniCura hver sommer, at flere hunde ender på operationsbordet med en majskolbe, der sidder fast i tarmen.

– De fleste er ikke klar over det, men det kan være rigtig farligt for vores hunde, hvis de spiser en majskolbe. Det er derfor vigtigt at rydde grundigt op efter grillmiddagen og smide majskolberne i skraldespanden. Smid aldrig majskolbe i græs eller buske, men sørg for, at de er udenfor hundens rækkevidde. Sker det alligevel, at hunden får fat i en majskolbe, er det vigtigt at opsøge dyrlægen, inden kolben i værste fald kan risikere at ryge hele vejen ned i tarmen, siger Sanne Ross. 

Pas på bistik

Sommertid er insekttid. De små, stikkende insekter er ikke bare irriterende, men kan også være farlige for både mennesker og dyr. Ofte forsøger hundene at snappe efter de flyvende insekter eller fange dem med poterne. Insekterne stikker nemlig udelukkende i selvforsvar og vil derfor kun stikke, hvis de føler sig tvungne til det.

– Som regel bliver hunden blot stukket en enkelt gang, hvilket kan give smerte, rødme og hævelse. Som ejer vil du derfor som oftest kunne mærke på din hund, at den er blevet stukket, da den typisk vil reagere ved at pive og trække sig væk, forklarer Sanne Ross og fortsætter:

– Enkelte stik uden voldsom hævelse kan behandles lokalt. I så fald kan du forsigtigt fjerne brodden med en pincet, og brug eventuelt en irritationsdæmpende salve på stikket. Er hunden til gengæld meget hævet eller har udviklet udslæt, skal dyrlægen behandle hunden med antiinflammatorisk medicin.

Oplever du, at din hund kommer galt afsted i løbet af sommeren, kan du ringe 1819, som er et landsdækkende akutnummer til kæledyr. Det er muligt at ringe 1819 på alle tider af døgnet, hvis dit kæledyr får akut brug for hjælp, og du vil blive stillet om til nærmeste døgnåbne dyrehospital.