Tjek dit relæ, når vi skifter til sommertid

Foto: Michael Wulff, direktør for Michael Wulff A/S
Print Friendly, PDF & Email

Tjek dit relæ, når vi skifter til sommertid

Med foråret kommer også et spirende fokus på at tage hul på en lang række hus- og haveprojekter, som har ligget stille vinteren over. Men husker du også at have styr på, om en livsvigtig installation i dit hjem – nemlig din eltavle og relæ – fungerer, som den skal?

For langt de fleste er en eltavle og et relæ – officielt kaldet en fejlstrømsafbryder – noget, vi bare regner med virker, når der er brug for det. 

Michael Wulff, direktør for Michael Wulff A/S fortæller: Men dit relæ har en livsvigtig funktion, nemlig at sikre dig og din familie mod potentielt livsfarlig strøm – og derfor er det afgørende, at du løbende sikrer dig, at det fungerer, som det skal – altså at det nu også SLÅR fra, når du har brug for det. 

Vores hjem har ændret sig meget i de seneste år. Vi har fået mange flere elektriske apparater, fra computere og smartphones og til alverdens avancerede køkkenmaskiner – for ikke at tale om store installationer som ladestandere, solceller og varmepumper. 

Det stiller alt sammen nye – og større – krav til din eltavle og relæ, og det er helt afgørende, at du sikrer dig, at din eltavle kan håndtere de fejl, der kan opstå i de nye typer apparater. For blot fordi dit relæ stadig er lovligt – er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det også giver dig optimal beskyttelse mod de typer elektriske fejl, der kan opstå i moderne elektriske apparater og installationer.

Sådan kan du tjekke, om dit relæ er lovligt og sikkert

For at hjælpe dig til større elsikkerhed i dit hjem, bringer vi her fire tips til, hvordan du selv kan tjekke, om din eltavle og relæ er sikker.

  1. Hvornår er dit hus bygget – og er dit relæ blevet opdateret siden da?

Alt efter, hvornår dit hus er bygget, er der forskellige krav til, hvilken type relæ du skal have, for at det er lovligt. 

Det er dog her vigtigt at understrege, at selv om de gamle typer relæer (kendt som FI- og HFI-relæ) måske nok er lovlige i ældre huse – beskytter de ikke mod de fleste af de typer fejl, der kan ske i nye typer elektriske installationer. Har du derfor et relæ af en af de typer, bør du få det skiftet.

  1. Har du solceller, varmepumpe eller ladestander?

Har du en større elektrisk installation, skal du være opmærksom på, hvordan de er tilknyttet i din eltavle, og om dit relæ kan håndtere den type fejlstrømme, der kan opstå i sådanne installationer. 

For alle tre ting gælder, at de skal være tilknyttet deres egen gruppe og afbryder i din tavle. Det er altså fx ikke tilladt at tilslutte en såkaldt ”mormorlader” til en helt almindelig stikkontakt i dit hjem eller sommerhus. 

  1. Er der synlige fejl på din eltavle?

Udformningen af eltavler har ændret sig i årenes løb, og eltavler kan også påvirkes af slid og tidens tand. Dermed kan en række ældre eltavler i sig selv udgøre en fare for at få stød, hvis der er kabler, der ikke er ført korrekt ind i tavlen, eller hvis ledningerne ind og ud ikke er tilstrækkeligt isoleret. 

Derudover bør eltavlen være afdækket, dvs. gemt væk inde i en kasse, så det ikke er muligt at stikke fingre ind i kassen eller røre ved kabler osv. ved et uheld. 

  1. Tjek jævnligt, om dit relæ fungerer, som det skal

Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at du tester dit relæ mindst én gang årligt – og gerne flere. Derfor anbefaler vi denne huskeregel: Test dit relæ, hver gang vi skifter til sommertid og vintertid! 

Testen udføres let og hurtigt ved tryk på Test-knappen på relæet (markeret med Test eller T). Når du trykker på knappen, skal strømmen i huset slå fra. Sker det ikke, bør du med det samme kontakte en autoriseret el-installatør, som kan hjælpe med at reparere eller udskifte din eltavle og relæ – ellers er både du, din familie og dine husdyr i fare. 

Det er dog også vigtigt at have in mente, at selv med disse råd og testen ikke er der ingen 100% garanti for, at relæet rent faktisk også slår fra, den dag du har brug for det. 

Den største sikkerhed får du ved at lade en autoriseret el-installatør lave en test af dit relæ med avancerede måleudstyr, som mere nøjagtigt kan teste, om dit relæ slår fra ved de typer fejlstrømme, som kan opstå i dit hjem.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn