Stele til minde om Johan Skjoldborg – Bratbjergsøerne
Onsdag den 14. juni 2023 blev der afsløret en stele af Johan Skjoldborg ved Bratbjergsøerne til minde om hans virke og specifikt da han var bosiddende i Koldmosen.
Udvalgsformand for Kultur-, Fritid og Landdistrikter Helle Bak Andreasen havde fået æren for at holde en tale i forbindelse med offentliggørelsen.
I sin tale sagde Helle Bak Andreasen:
Tusind tak for at måtte komme i dag – det er en stor ære.
Jeg synes, at en mindestele er på sin plads over en mand som i min verden virkelig har Jammerbugtens DNA i sig. En DNA der viser at man når langt ved at stræbe efter sine drømme og følge sine mål. Vi som kommune var ikke født med en guldske i munden og den har vi desværre heller ikke endnu – men vi overlever og når de fleste af vores mål – måske lidt på trods. Men Jammerbugtens DNA – det havde Johan Skjoldborg
Og det har han fordi han overlevede på trods. Ikke overlevede i menneskelig forstand, men i boglig forstand. Hvor mange lærere mon har gennemført sin uddannelse på aktier? ikke mange – men måske en tidlig form for privat SU? – Så man kan vel populært sagt sige, at han var banebrydende – også på det punkt.
Man kan jo lade sine tanker flyve lidt – drømme lidt og prøve at tænke hvilke tanker han har gjort sig, da han var færdiguddannet lærer eller blot hans kamp med at nå dertil? – Var det hans drøm at undervise, eller var det et led i at nå nogle af de mange andre ting han realiserede? Var han en decideret ildsjæl på sit område? Filosofisk tænkende i en tid, der måske ikke levnede megen plads til det?
Jeg tror, at han var en dedikeret ildsjæl, som elskede at undervise og gik til den gerning med liv og sjæl – men også et menneske, der rummede så mange flere drømme, at det nok ikke var helt nok for ham. Jeg tænker, at det var godt, at han var godt gift, så han netop kunne få råd til og tid til at engagere sig i foreninger og afprøve sin lyst til at være foredragsholder. Nok ikke en titel med en helt fast indtægt.
Men herefter startede han jo netop med det, hans hjerte måske inderst inde var fyldt af : sit forfatterskab som han jo nok er mest kendt for. Og netop på sin vis prøvede man at skildre, hvor langt man kan nå med arbejdsomhed og vilje trods en måske dårlig klat jord og en fattigdom, der kan true familiens eksistens. Og ikke mindst måske modstand mod nye tider og nye ideer.
Og igen kan jeg sige, at det matcher godt med vores dna. Vi har – og har haft mange husmandssteder og især da omkring Koldmosen, hvor han boede i vores kommune. Og netop med stor respekt skildrede han det nære liv med de glæder og ikke mindst udfordringer der var. Men de fleste overlevede i Koldmosen – på trods.
Det viser også hvor langt, som man kan nå med solidaritet med dem man er sammen med. Da han flyttede til Koldmosen kan man jo læse, at han fra dag ét kunne sætte sig i samme sted, som de bønder der boede her. Det er en god evne, for den kan jo netop bane vejen for samarbejde om mange ting – hvilket det jo også gjorde.
Og hvad kan det lære os i dag – for det er jo det, som vi hele tiden skal stræbe efter – hvad kan historien lære os? Det har vi efter min mening netop pligt til at prøve at forstå. Og man siger jo også klogeligt, at for at forstå nutiden skal man kende fortiden. Jeg synes man kan lære meget af Johan Skjoldborg. Det allervigtigste for mig er hans vilje og fremsynethed – hans nysgerrighed på at blive klogere. Det skal vi alle nemlig også stræbe efter hele livet. Også selvom der er ting, der virker uopnåelige – men ved slid – og flid kan man opnå sine drømme.
Så jo – en mindestele for Johan Skjoldborg er berettiget for hans gerninger, for hans engagement og for hans fremsynethed. Men i dag skal den også gerne minde os om, at ved at stå ved vores DNA, stå ved hvor vi kommer fra og ikke glemme vores rødder, der kan man nå langt med sine drømme. Så jeg håber, at når vi fremtiden besøger stelen, vil den minde os om ovennævnte, men også om, at vi alle faktisk kan gøre en forskel, hvis vi laver det, som vi brænder for.
Han herred sangen som de fleste af os kender, har et vers der lyder:
”Her leved’ mænd, som sig satte spor, som hundred år ej formår at slette, for hvad de talte med skrift og ord,
man mindestene for dem lod sætte.
Kulturens blomster de her gav rod, skøn på de skatte,
de efterlod.”
Vi vil skønne på de skatte som Johan Skjoldborg efterlod.
Afslutningsvis en stor tak til de lokalhistoriske foreninger i Lerup-Tranum-Koldmose og Øster Han Herreds Egnssamling for initiativet. Uden Jer og Jeres engagement havde stelen ikke stået her i dag. Så igen – en stor tak for dette specifikke arbejde, men også en særdeles stor tak for jeres daglige arbejde og virke – og I har alle lært af Johan Skjoldborg: I gør en mærkbar forskel.
Tak for ordet.
