ForsideAabybroPenge fra Sol og Strand-fond skal medvirke til at realisere ønsket om...

Penge fra Sol og Strand-fond skal medvirke til at realisere ønsket om vandaktiviteter for spejdere

Penge fra Sol og Strand-fond skal medvirke til at realisere ønsket om vandaktiviteter for spejdere

Glæden var stor, da KFUM Spejderne, Aabybro forleden fik besked om, at de havde fået støtte fra “Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”.

Fonden har til formål at tilgodese almennyttige formål, og bestyrelsen har besluttet at støtte spejderne med 7.500 kroner til “Projekt Liv på åen”.

  • Børnene og de unge har længe efterspurgt flere aktiviteter, og vores ønske er at drage fordel af vores beliggenhed tæt på Ryå og Limfjorden, siger Peter Heidemann Gregersen, der er gruppeleder hos KFUM Spejderne, Aabybro.

Derfor er planen at købe 16 havkajakker og en trailer til transport af kajakkerne. 

  • Naturen er et stort trækplaster, og der er gode muligheder for dels at hente viden og dels at dyrke fællesskabet. Derfor vil vi gerne lave aktiviteter i vandet, hvor vi kan se dyr og planter og følge deres udvikling. Endvidere er planen at lave nye udfordrende aktiviteter, hvor vi kan rykke nogen af spejdernes grænser, fortæller Peter Heidemann Gregersen. 

Han har selv været spejder siden han var fem år – om få måneder fylder han 30 år. Selv om han i dag har fuldtidsjob, nyder han fortsat at bruge sin fritid på foreningen, der tæller 130 medlemmer i alderen 3-17 år.

Han håber, at de nye aktiviteter kan være til at fastholde de ældste spejdere og dermed bibeholde de venskaber, der uvilkårligt følger med. Og ikke mindst sikre at der kommer nye frivillige til foreningen samt fastholde de gode frivillige ledere, der allerede er i foreningen.

  • Min forventning er, at dette nye initiativ vil gøre det mere attraktivt for de ældste spejdere, og at de – på sigt – har lyst til at blive ledere, siger Peter Heidemann Gregersen, der tilføjer, at planen er, at også andre lokale spejdergrupper skal kunne låne kajakkerne.

Projektet har desuden fået støtte fra blandt andet Friluftsrådet og Gudrun & Palle Mørchs Mindefond, og Peter Heidemann Gregersen håber, at det er muligt at bestille de første kanoer i november og søsætte dem foråret 2024.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER