Fra 19. juni er 25 afsnit på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland udtaget til strejke. Patienter, der berøres af strejken, får direkte besked. På de strejkeramte afsnit foretages akutte og kritiske behandlinger fortsat under strejken.
Medlemmer af Dansk Sygeplejeråd strejker fra den 19. juni, og det kommer til at berøre en række nordjyske patienter på Regionshospital Nordjylland og Aalborg Universitetshospital. Ca. 10 % af de sygeplejersker, der er ansat på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland, er udtaget til strejke.
– Strejken vil kunne mærkes, og vi kontakter direkte de patienter, som vil blive berørt af strejken. Andre patienter skal møde til deres tid som planlagt. Da vi ikke ved, hvor længe strejken vil vare, kontakter vi berørte patienter så sent som muligt, siger regionsdirektør Christian Boel.
Aalborg Universitetshospital: 20 afsnit i Farsø, Hobro, Thisted og Frederikshavn udtaget til strejke
På Aalborg Universitetshospital er 20 afsnit udtaget til strejke fordelt på matriklerne i Thisted, Hobro, Farsø og Frederikshavn. Der er ikke strejke på matriklen i Aalborg.
– Strejken vil betyde, at en række behandlinger vil blive udskudt. Vi har dog sammen med de faglige organisationer oprettet nødberedskaber på de berørte afsnit, som fortsat foretager kritiske og akutte behandlinger, siger Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
Regionshospital Nordjylland: 5 afsnit i Hjørring og Frederikshavn udtaget til strejke
På Regionshospital Nordjylland er 5 afsnit fordelt på matriklerne i Hjørring og Frederikshavn.
– Hvor mange patienter, som rammes, afhænger af varigheden af strejken. Men det er vigtigt at sige, at hospitalerne fortsat er åbne, og at størstedelen af behandlingerne kører som vanligt under strejken, siger Charlotte Fuglesang, plejefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.