Nordjylland mangler arbejdskraft der skal sikre fremtidens drift og udvikling

fotograf: Peter Halskov
Print Friendly, PDF & Email

Både private og offentlige virksomheder i Nordjylland mangler de kompetencer, der skal sikre fremtidens drift og udvikling. Det gælder på områder lige fra borgernes sundhed til erhvervslivets grønne omstilling og digitalisering. I alt forventes Nordjylland at mangle op imod 5.000 faglærte og 3.500 tekniske specialister i år 2026, viser ny stor analyse.

I analysen, som går under navnet FremKom4, har Region Nordjylland og en bred vifte af aktører inden for erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet for fjerde gang siden 2007 stillet skarpt på fremtidens kompetencebehov og tilhørende udfordringer i Nordjylland.

Konklusionen er klar. Både statistiske fremskrivninger af arbejdskraft og efterspørgsel samt talrige interviews med private og offentlige virksomheder viser, at Nordjylland kommer til at mangle især faglærte og tekniske specialister.

Manglen på arbejdskraft er allerede udtalt i dag, men den vil vokse yderligere frem mod 2026, hvor virksomheder på tværs af brancher forventes at mangle ca. 5.000 faglærte og ca. 3.500 specialister med de såkaldte STEM-uddannelser, som står for Science, Technology, Engineering, Mathematics – det vil sige arbejdskraft med kompetencer inden for teknologi, IT, ingeniørkundskab og matematik.

Fotograf: Peter Halskov

Samtidig viser FremKom4 analysen, at der i 2026 vil være et overskud af ufaglærte samt arbejdskraft med en lang videregående uddannelse eller en ph.d.-uddannelse.

Mangel på arbejdskraft kan bremse vækst

Det Regionale Arbejdsmarkedsråd i Nordjylland er en af parterne bag FremKom4 analysen. Herfra er man bekymret for arbejdskraftmanglens omfang, samt at den forventes at ramme ekstra hårdt på de fagområder, som ellers forventes at skulle drive Nordjyllands vækst i fremtiden:

– Analysen bekræfter, at vi står over for en helt central udfordring med at skaffe kompetencer til at sikre fremtidens omstilling af det nordjyske erhvervsliv. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi investerer i den nordjyske arbejdsstyrke, så vi opnår et kompetenceniveau og en bredde, der matcher de behov, virksomhederne har. Det risikerer at ramme Nordjylland hårdt på den lidt længere bane, hvis vores virksomheder mister deres førerposition eller deres globale konkurrencekraft, siger Birgit Frederiksen, formand for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd. 

Netop inden for grøn omstilling, digitalisering og automatisering har Nordjylland oplevet en positiv udvikling de senere år, og virksomhederne rummer fortsat et stort potentiale. Men hvis motoren løber tør for brændstof i form af den nødvendige arbejdskraft, kan det ikke undgå at ramme Nordjyllands udvikling.

Mangel på kompetencer til centrale sundhedsydelser

Manglen på kompetencer er ikke kun et fravær af kirsebær øverst på kagen. Det ved man om nogen hos Region Nordjylland. Udfordringerne rammer nemlig midt ind i kerneydelser på sundhedsområdet, hvor manglen på bl.a. sygeplejersker og andre sundhedsfaglige specialister påvirker behandlinger af regionens borgere:

– Vores hospitaler er pressede, fordi vi ikke kan få det personale, vi har behov for. Og selvom vores ansatte løber ekstra stærkt, er det vanskeligt for os at tilbyde operationer og øvrige sundhedsydelser til borgerne til den tid, som vi allerhelst ville, siger Mads Duedahl, regionsrådsformand i Region Nordjylland.

– Den udfordring skal vi have løst i fællesskab. Bl.a. ønsker vi, at de forskellige uddannelsesinstitutioner og aktører på sundhedsområdet arbejder tættere sammen på tværs. Det er nødvendigt for at sikre kompetenceløsninger, der passer ind i de helt konkrete behov for arbejdskraft, som dagligt presser både hospitalernes ansatte samt ikke mindst patienter og pårørende, siger Mads Duedahl.

Øget praksisnær efteruddannelse og en generelt bedre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft er et af de temaer, der er i fokus på den regionale FremKom konference den 4. maj i Aalborg.

Foruden den regionale konference afholdes der i maj også fire lokale konferencer. Her kan bl.a. virksomheder, uddannelsesinstitutioner og aktører på beskæftigelsesområdet tale om løsninger og handlinger på lokale udfordringer med arbejdskraftmanglen i henholdsvis Aalborg, Himmerland, Vendsyssel og Han Herred samt i Thy og på Mors.