Museum for Papirkunst viser udstillingen ”Hands on Origami”
11 kunstnere fra 6 lande – Papirfoldekunst i særklasse
Udstillingsperiode: 01.10.23–29.09.24
Udstillingen Hands on Origami åbner dørene for en verden af foldekunst, der er ukendt for mange. Den viser, hvordan origamien peger ind i fremtiden, og slår fast, at kunsten og menneskets kreativitet kan forandre os og vores omverden – Kunst, Videnskab og Kreativitet forenes i origami.
Origami er en japansk papirfoldekunst, som har været praktiseret siden 1600-tallet. Fra slutningen af det 20. århundrede har foldekunsten oplevet en fornyet interesse – både kunstnerisk og videnskabeligt.
I dag folder kunstnere over hele verden stadig små og store skulpturer i papir; selv videnskabsfolk inden for rumforskning og medicinsk kirurgi udforsker livets spørgsmål gennem origamiens visdom. Udstillingen Hands on Origami udfolder den fascinerende historie om origamien og viser eksempler på kunstartens mange udtryk, genrer og betydninger.
Udstillingen giver et indblik i origamiens forgreninger og viser værker af kunstnere, som arbejder med origamien på vidt forskellig vis. Spekteret er stort: Der vises værker af kunstnere, som forholder sig mere traditionelt til foldekunsten og værker, som vidner om en overraskende udvikling inden for origamiens anvendelsesområder.
Det er de absolut mest anerkendte origamikunstnere, der findes på verdensplan, som indgår i udstillingen, og de arbejder alle passioneret for at afdække og nyfortolke origamiens egenskaber og muligheder.
Besøgende vil kunne fordybe sig i forskelligartede foldeaktiviteter, som er tilrettelagt med ønsket om at skabe størst muligt tilgængelighed. Dermed inviteres alle aldre og besøgende med vidt forskellige funktionsevner, herunder nedsatte synsevner, til at afprøve den mangefacetterede foldekunst.
Udstillende kunstnere: Anne Rudanovski (Estland), Erik & Martin Demaine USA), Hans Dybkjær (Danmark), Jiangmei Wu (Kina), Jun Mitani (Japan), Miri Golan (Isreal), Paul Jackson (England), Robert J. Lang (USA), Yuko Nishimura (Japan) og Alfonso Parra Rubio (USA).