ForsideAabybroMorten Klessen fylder 50 år

Morten Klessen fylder 50 år

Print Friendly, PDF & Email

Morten Klessen, kandidat til Europa-Parlamentet 2019 (S), far til fire, sportschef i Aab’s pige-kvindeafdeling, medlem af Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune, formand for Beskæftigelsesudvalget og medlem af Børne- og ungeudvalget, uddannet brandmand på Flyvestation Aalborg, befalingsmand og læreruddannet fra Aalborg lærerseminarium, fylder tirsdag den 9. april 50 år.

Morten er vokset op i en socialdemokratisk familie, hvor hans far Kjeld Klessen havde billeder af Anker Jørgensen hængende på sit arbejdsværelse, og Morten har aldrig været i tvivl om sit socialdemokratiske tilhørsforhold.

Som 18-årig startede Morten i Flyvevåbnet, men senere hen under et højskoleophold på Aalborg Sportshøjskole blev hans interesse for at skifte karriere vakt. Det blev læreruddannelsen der vandt over en uddannelse som politibetjent. Udover inspiration til karriereskiftet var han også så heldig at møde sin kone Susanne på sportshøjskolen.

Da Morten blev færdiguddannet som lærer, solgte han og Susanne lejligheden i Aalborg og de rejste sammen med børnene Johanne og Mads-Emil til Thailand, Hong Kong, New Zealand og Australien i 8 måneder. Et eventyr som har været grundstenen for lysten til at rejse med familien, som sidenhen er udvidet med Katrine og Sille.

Efter rejsen vendte familien tilbage til Nordjylland, hvor de efterfølgende bosatte sig i Biersted. Meget af fritiden blev brugt i det frivillige foreningsliv, og i 2005 havde hans interesse for politik ført til at han blev valgt til det, der dengang hed Sammenlægningsudvalget til det nuværende Jammerbugt Kommune. Siden er han blevet genvalgt til Kommunalbestyrelsen med flotte resultater ved hvert valg.

Morten har i sin tid i Kommunalbestyrelsen været omkring, Børne-familie-, Økonomi-, Børneunge og Beskæftigelsesudvalget. I foråret 2018 fik Morten muligheden for at blive Socialdemokratiets nordjyske kandidat til Europa-Parlamentsvalget som afløser for Ole EU Christensen.

Dermed fik Nordjylland igen en kandidat med fødderne solidt plantet i den nordjyske muld. Morten har gennem det sidste år virkelig formået at løfte sin EU-politiske viden og i den grad at skabe både politisk – og personligt følgeskab de steder han besøger.

I hjemmet hos Morten er der meget at se til her i foråret, for udover EuropaParlamentsvalget, skal Katrine på 14 år konfirmeres. 50-års dagen markeres med åbent hus på Socialdemokratiets Valgkontor på Blokhusvej 2 i Pandrup.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER