I morgen, den 15. maj, vil en prøvetagningsvogn køre sin første tur på Sjælland. Det sker, efter at regeringen tirsdag præsenterede sin omfattende teststrategi – og vognen er de første af en række mobile testenheder, der som led i det såkaldte “samfundsspor” af teststrategien vil kunne sendes ud for at assistere med prøvetagning og smitteopsporing. Regionerne aktiverer testvognene efter behov.
”For at kunne opspore smittekæder overalt i landet, har vi brug for decentrale løsninger, så vi kan teste et bredt udsnit af befolkningen. Vi har et lavt smittetryk i Danmark, og vi er nu et af de lande i verden, der har testet flest personer pr. indbygger. Det skal vi fortsætte med, og her kan det mobile testkøretøj spille en vigtig rolle i forhold til aktiv smitteopsporing,” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.
De nye testkøretøjer kan rykke ud til borgere i kommuner, hvor der ikke er testfaciliteter, og kan bidrage til, at bl.a. svækkede borgere ikke skal ud på en lang køretur for at blive testet.
”Test og opsporing er vigtige elementer i den nationale teststrategi nu, hvor vi skal ruste os til en længere periode med corona i Danmark samtidig med, at vi genåbner samfundet,” siger Magnus Heunicke.
Behovet for prøvetagningsvogne vil løbende blive afstemt i dialog mellem Testcenter Danmark og de enkelte regioner. Der kan blive etableret prøvetagningsvogne, hvor der opstår behov for det.